Video : Tipsbladet
Champions League

Ærgerlig Dolberg: Jeg skulle have scoret

Den danske angriber misbrugte tirsdag aften mod Benfica en stor mulighed, og det ærgrer.

Kasper Dolberg, Lasse Schöne og resten af Ajax-mandskabet kan i den grad takke højre back Noussair Mazraoui for, at klubben står noteret for syv point efter de første tre Champions League-kampe.

Det var marokkaneren, der scorede Ajax' eneste mål i 1-1 kampen ude mod Bayern München i anden runde af gruppespillet, og det var også marokkaneren, der scorede kampens eneste mål, da Ajax i tirsdags vandt med 1-0 over Benfica. Et mål, der blev scoret i dommerens tillægstid.

Men faktisk havde danske Kasper Dolberg alle muligheder for at sende Ajax i front. Den 21-årige angriber, der har været varm på det seneste, misbrugte dog muligheden, da han sparkede på benet af Benfica-keeperen, og i stedet var det så Mazraoui, der blev matchvinder.

- Jeg føler mig stærk. Jeg følte, at jeg ville score på den chance i første halvleg, er danskeren citeret for at sige til De Volkskrant.

- Jeg skulle have scoret. Min plan var at sparke over keeperen, men jeg fik ikke min fod nok under bolden, siger Kasper Dolberg videre.

Ajax står med gode kort på hånden i forhold til at gå videre fra gruppespillet. Også Bayern München står på syv point, mens Benfica har tre og AEK Athen et enkelt. Hvis Ajax vinder ude mod Benfica næste gang, er holdet videre fra gruppen, og lykkedes det at få bare et enkelt point, står holdet også meget godt før de to sidste kampe, der er ude mod AEK Athen og hjemme mod Bayern München.

Selv om Kasper Dolberg ikke kom på tavlen mod Benfica, har han scoret tre gange i de seneste tre ligakampe, ligesom han scorede i den hollandske pokalturnering senest.