Agent: Klopp vil gerne være tysk landstræner
Foto: Getty Images
Champions League

Agent: Klopp vil gerne være tysk landstræner

Jürgen Klopp vil gerne være landstræner for Tyskland på et tidspunkt. Lige nu er han dog glad for at være i Liverpool, fortæller managerens agent.

Jürgen Klopp har udviklet Liverpool til igen at være en europæisk topklub, og den tyske manager er blevet en utrolig populær skikkelse blandt klubbens fans.

Men Klopps kontrakt med klubben udløber i sommeren 2022, og hans agent, Marc Kosicke, åbner nu op for, at det tyske landstrænerjob på et tidspunkt kan komme i spil for den tidligere Dortmund-manager.

- Jürgen har engang sagt, at når Joachim Löw ikke længere vil være landstræner, er det en mulighed for ham, men han har kontrakt med Liverpool indtil 2022, og de vil gerne forlænge den, siger Kosicke til Die Welt og tilføjer:

- Som jeg har sagt, føler han sig komfortabel, og til de seneste fejringer har han igen kunne mærke, hvilken fantastisk klub Liverpool er, og at han er det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

Kosicke udelukker desuden, at interesserede klubber kan hente Klopp ved at betale en kompensation.

- Jürgen er ikke til at betale lige nu, men det er svært at måle på størrelsen af en transfer i hans tilfælde. Hvordan skal det fungere for en manager, som er i en klub, hvor værdien er steget fra £900 millioner til £2.8 milliarder på under tre år. Det er ikke sådan det fungerer.

- Han er utrolig værdsat, fordi han har haft succes med at gøre klubben til en europæisk klub, men ved at vinde Champions League har synet på ham igen ændret sig.

Klopp førte i sidste sæson Liverpool til andenpladsen i Premier League.