Ajax har haft en fænomenal sæson i Champions League, der indtil videre har taget dem hele vejen til semifinalen i verdens fineste klubturnering.
I går vandt den hollandske klub med 2-1 over Juventus på udebane, hvilket sikrede avancement fra kvartfinalen. Her var man nået til efter at have slået mægtige Real Madrid ud i 1/8-finalen, så danskerklubben har allerede bevist, at de kan vinde over de største klubber.
Ajax-kaptajn Matthijs de Ligt blev matcvinder tirsdag aften, i øvrigt på oplæg af danske Lasse Schöne. Og den unge hollænder ser de hidtidige præstationer i knouckout-kampene som et tegn på, at Ajax har evnerne til at gå hele vejen til triumf. Det fortalte han ifølge Ritzau efter kampen.
- Om vi kan vinde turneringen? Vi er i semifinalerne nu, og vi har slået to af favoritterne ud i de seneste to runder. De næste kampe bliver svære, men det var de foregående også. Så hvem ved, udtalte den kun 19-årige anfører.
I aften skal det afgøres, hvem Ajax skal møde i semifinalen, hvor danskerklubben skal møde den samlede vinder af kvartfinalen mellem Manchester City og Tottenham. Christian Eriksens Tottenham har en 1-0-sejr med til returopgøret, der skal spilles på Manchester Citys hjemmebane.