Video : Tipsbladet
Champions League

Andreas Christensen med i smal Chelsea-sejr over bundprop

Chelsea og Andreas Christensen holdt sig inde i kampen top fire med en smal sejr på 2-1 over Fulham, der var tæt på at få point

Chelsea skulle i dag forsøge at følge op på midtugens flotte sejr over Tottenham, der de endnu engang mødte en London-klub i Premier League. Denne gang Fulham, der tog imod på Craven Cottage. Premier Leagues bundhold fyrede for to dage siden manager Claudio Ranieri, så dagens kamp var samtidig trænerdebut for den midlertidige manager, Scott Parker.

Andreas Christensen fik i dag en sjælden Premier League-start for Chelsea, som også havde Kepa Arrizabalaga tilbage i buret, efter han som følge af blamagen i Carabao Cup-finalen tilbragte den seneste kamp på bænken.

Og efter cirka 17 minutter kunne Kepa Arrizabalaga meget vel have gjort manager Sarri i tvivl om, hvorvidt det var den rigtige beslutning at give pladsen i målet tilbage til den spanske keeper. Han tabte et ellers ufarligt indlæg lige for fødderne af Ryan Babel, og kun Fulham-spillerens langsomme opfattelse i situationen gjorde, at hjemmeholdet ikke bragte sig foran.

Kun to minutter senere var der gang i den i den modsatte ende. Et fladt indlæg fra César Azpilicueta fandt vej til Gonzalo Higuaín, der på sin førsteberøring sparkede bolden i kassen. Det var angriberens tredje mål siden han ankom til Chelsea i vinterens tranfervindue.

Føringen holdt dog ikke længe, for efter 28 minutter fik Fulham udlignet, stik mod spil og chancer. Efter en hjørnesparkskombination sendte Ryan Babel bolden ind i den bagerste del af Chelseas målfelt, hvor Calum Chambers stod fuldstændig umarkeret, og han kunne let banke bolden i mål til 1-1. Forfærdelig opdækning af Chelsea, der heldigvis hurtigt kom tilbage på sporet.

For kun tre minutter efter udligningen viste Eden Hazard sine store kvaliteter. Han udfordrede Fulhams forsvar fra sin placering på venstrekanten, og mens forsvaret havde al fokus på belgieren, lagde Jorginho sig i position på kanten af feltet. Det blev naturligvis opfattet af Hazard, der sendte en aflevering tilbage til italieneren, som med en følt inderside bragte Chelsea tilbage i front.

I halvlegens overtid var Higuaín utrolig tæt på at score sit andet mål, men en flot refleksredning af Fulham-målmand Sergio Rico gjorde, at Fulham kun var bagud med 1-2 ved pausen.

Anden halvleg fortsatte, hvor første halvleg slap. Chelsea dominerede stort, og havde flere nærgående forsøg til at udbygge føringen og lukke kampen.

Men det lykkedes ikke at score målet til 1-3, og derfor begyndte Fulham langsomt at æde sig ind i kampen. Og halvvejs gennem anden halvleg var det Chelsea, som var under tungt pres fra hjemmeholdet. Særligt fra distancen var Fulham farlige, og Andreas Christensen og resten af Chelseas forsvar var flere gange på hælene. Kepa Arrizabalaga viste ved flere lejligheder, hvorfor Chelsea betalte et rekordstort belød for ham sidste sommer - og viste samtidig, at Sarri traf de rigtig valg ved at give ham pladsen tilbage.

Med to minutter tilbage på uret var Aleksandar Mitrović utroligt tæt på at udligne på et flot hovedstød, men Kepa Arrizabalaga var endnu på plads i målet. Og i kampens overtid fik Ryan Sessegnon bolden i mål, men til kæmpe skuffelse for Fulham og tilskuerne på Craven Cottage blev det korrekt anulleret for et tæt offside.

Det lykkedes derfor Chelsea at holde den smalle sejr mod et flot kæmpende Fulham-hold, der muligvis havde fortjent at få det ene point. Med sejren kom Chelsea op på 56 point, to point efter Manchester United på den vigtige fjerdeplads, der giver adgang til Champions League. London-klubben har endda en kamp i hånden.