Video : Tipsbladet
Champions League

Avis: Eriksen skal i duel med Pogba om Real Madrid-skifte

Det ser ud til, at det bliver til en duel mellem Pogba og Eriksen, når Real Madrid skal udvælge sig et af de helt store transfermål denne sommer.

I Real Madrid er der lagt op til, at man får sig en meget interessant sommer med en række spændende indkøb. Klubben har allerede hentet Jovic, og de skulle ligeledes være tæt på at få Ferland Mendy.

Det er dog ikke alt, da både Paul Pogba og danske Christian Eriksen ligeledes er blevet nævnt som muligheder for klubben. Nu kan den spanske og Madrid-baserede sportsavis AS fortælle, at der bestemt ikke er enighed i den spanske hovedstadsklub om, hvem de skal vælge.

Her skulle det være sådan, at Pogba er den tilbagevendte cheftræner Zinedine Zidanes foretrukne spiller, mens Real Madrid-præsident Florentino Perez helst vil have den danske landsholdsprofil til storklubben.

For Eriksens vedkommende skulle det tale til hans fordel, at prisen på ham ikke skulle være så høj som følge af, at hans kontrakt udløber i sommeren 2020 - og dermed er det ved at være sidste chance for Tottenham, hvis de vil have penge for ham. Dernæst skulle hans professionalisme i stil med Luka Modric også tale højt.

Senest har Eriksen da også udtalt, at det nok er ved at være på tide at komme videre i et interview med Ekstra Bladet.

På den anden side skulle Zidane have udset sig Pogba som en af de spillere, som man skal bygge det nye Real Madrid op om. Hurtige spilvendinger skulle tale højt i Zidanes planer modsat boldbesiddelse, og her skulle Pogba angiveligt have en fordel.