Barca-flop roser Pep
Han blev hentet for store penge i sommeren 2009, men et år senere listede han ud af bagdøren på Camp Nou - for et noget mindre beløb. Dmytro Chygrynskiy kom aldrig til at spille fast i Barcelona og er nu tilbage i sin tidligere klub Shakhtar Donetsk, men det virker ikke til, at ukraineren er bitter over sit ophold i Catalonien.
I hvert fald roser han Barcelona og træner "Pep" Guardiola forud for mødet mellem Shakhtar og Barcelona i Champions League.
- Jeg har hørt nogen side, at Barcelona-holdet ville kunne præstere godt selv uden en træner. Men det er noget vrøvl. De går ikke bare ud og udsletter alle på banen. Det er hårdt arbejde og masser af træning. Guardiola bruger meget tid på taktikken. Han analyserer kampene og holder styr på alting. Han er ikke bare træner men også en god ven, siger Chygrynskiy i et interview med Shakhtar Donetsks hjemmeside.
Ukraineren roser også sine tidligere konkurrenter til en plads i det catalonske midterforsvar, Gerard Piqué og Carles Puyol.
- På grund af det år jeg var i Barcelona, hvor jeg spillede ved siden af Piqué og Puyol, kan jeg sige, at de er meget stærke spillere. Puyol er professionel helt ind til benet, siger Chygrynskiy.