Video : Tipsbladet
Champions League

BATE Borisov tog første stik mod Rosenborg i CL

Rosenborg tabte 1-2 til BATE Borisov i Hviderusland i anden runde af Champions League-kvalifikationen.

Rosenborg fik onsdag aften et skuffende udgangspunkt i anden runde af Champions League-kvalifikationen, da de gæstede BATE Borisov i Hviderusland.

De hviderussiske værter løb nemlig med en 2-1-sejr over de norske gæster, der havde danske Mike Jensen og Babajide David, der er lejet i FC Midtjylland, med fra start.

BATE Borisov fik en drømmestart på opgøret, og efter kun fem minutter kom de foran, da midtbanespilleren Igor Stasevich scorede på straffespark. Rosenborg fik imidlertid udlignet tyve minutter senere, da den målfarlige midtbanespiller Anders Konradsen sendte bolden i kassen.

Den stilling holdt indtil pausen, men seks minutter efter anden halvlegs start kom hjemmeholdet igen foran. Igor Stasevich sendte et indlæg ind i feltet, hvor Maksim Skavysh kunne prikke bolden over stregen med en lang tå.

Denne gang formåede Rosenborg ikke at udligne, og de tabte 2-1. Dermed står de med et skuffende udgangspunkt forud for returopgøret, der spilles i Norge næste onsdag.