Video : Tipsbladet
Champions League

Bedst og værst: Augustinsson var rigtig god i FCKs farvel til Champions League

Vi zoomer ind på FCKs farvel til Champions League i denne omgang.

Bedst og værst

Club Brügge – FC København
0-1 B. Mechele (8.)
0-2 M. Jørgensen (15.)

Kampens bedste
Club Brügge
Det har været svært at pege på en Brügge-spiller, som har imponeret i dette års Champions League. De har fået nul point i seks kampe, og flere af præstationerne har været decideret elendige. Christian Prudhomme fortjener dog en smule ros for at hive Rafaelov ud af aftenens kamp, så han måske kan præstere bedre i weekendens opgør mod Anderlecht.

FC København
Ludwig Augustinsson spillede en af de kampe for FCK, der gør ham til et oplagt salgsemne. Han emmede af overskud og højt niveau, og han var hurtig til at bryde Brügges afleveringer. Derudover kronede han sin præstation med knivskarpe dødbolde, som førte til to assists for svenskeren.

Kampens værste
Ludovic Butelle og Brandon Mechele kæmpede en hård kamp for Brügge om at være den absolut værste på banen. Mechele satte hele FCK-maskinen i gang, da han, godt nok uheldigt, sendte bolden i eget net. Butelle render dog med prisen, da han på samtlige dødbolde virkede ude af sin komfort zone. Hans Serie 4-lignende indgreb på Mathias Zanka Jørgensens mål er også næppe en, han kommer til at tænke tilbage på med stor glæde.

Kampens detalje
FC København var lidt i problemer i startminutterne, og de blev hjulpet i gang af et heldigt mål, men også af den massive opbakning, som de oplevede fra tribunerne. Bunkevis af FC København-fans havde taget turen til Belgien på trods af, at det inden kampen så meget svært ud for FC København at gå videre. De var dog mødt talstærkt frem, og det fortjener ros i en tid, hvor få folk tager til fodbold.