Bruun Larsen med endnu et mål: Det var et stort øjeblik
Foto: Getty Images
Champions League

Bruun Larsen med endnu et mål: Det var et stort øjeblik

Med sit tredje mål i tre kampe satte indskiftede Jacob Bruun Larsen Borussia Dortmund i gang i gårsdagens Champions League-kamp. Den opleves skulle efterfølgende lige synke ind.

Borussia Dortmund er i fin form for tiden. Holdet har vundet 7-0, 4-2 og senest 3-0 over AS Monaco i de tre seneste kampe, og i alle tre tilfælde har en dansker sat de sortgule i gang: Jacob Bruun Larsen.

Den 20-årige offensivspiller er kom senest på banen fra anden halvlegs start mod Monaco i går aftes, og han skulle blot bruge seks minutter på at sparke Dortmund i front. I overtiden sluttede han af med at lægge op til Marco Reus' 3-0-mål.

Det var efterfølgende en glad ung dansker, der gjorde status på sin Champions League-debut.

- Jeg er virkelig glad. Det var et stort øjeblik, siger Jacob Bruun Larsen ifølge dpa om sit første mål i den største af alle klubturneringer.

Over for Dortmunds hjemmeside uddybede han:

- Alt skete rigtig hurtigt, jeg skulle bare i aktion og havde ikke rigtig tid til at tænke for meget over det. Træneren sagde bare til mig, at jeg skulle nyde det derude, og at jeg skulle have tillid til mig selv, sagde Jacob Bruun Larsen.

- At vinde 3-0 er fantastisk. Ved målet begyndte jeg mit løb på præcis det rigtige tidspunkt. Jeg er fuldstændig begejstret. Med alt, hvad der er sket i dag, kan jeg ikke rigtig påstå, at det er sunket ind endnu.

Jacob Bruun Larsen blev også udtaget til U21-landsholdets afgørende kampe i EM-kvalifikationen i går.