Video : Tipsbladet
Champions League

Champions League-finale komplicerer Eriksens skifte til Real Madrid

Christian Eriksen er i Champions League-finalen med Tottenham, og hvis det bliver til en sejr over Liverpool, kan det gøre et skifte til Real Madrid mere besværligt.

Tottenhams vilde comeback i returkampen mod Ajax i Champions League-semifinalen onsdag aften kan give rygterne om et skifte til Real Madrid for Christian Eriksens vedkommende et twist.

Det skriver den spanske sportsavis AS.

Her bliver der peget på, at hvis det samtidig skulle ende med, at Tottenham vinder Champions League, så vil klubben ganske givet forhøje den pris, som de vil have for den danske offensivspiller.

Avisen peger på, at Tottenham til den tid vil have over 750 millioner kroner for Eriksen, mens Real Madrid-bossen Jose Angel Sanchez helst ikke vil betale mere end omkring 500 millioner kroner for danskeren. Det skyldes, at Eriksen kun har ét år tilbage af sin kontrakt med London-klubben til sommer.

Derudover menes det, at Christian Eriksen nok også vil forlange mere i løn som vinder af Champions League. Dermed må Real Madrid afvente, hvordan det går i finalen mellem Liverpool og Tottenham, som også markerer slutningen på denne sæson.

Kampen mellem de to engelske storklubber spilles 1. juni på Wanda Metropolitano i Madrid.