Champions League vender tilbage i aften med store kampe som Liverpool-Paris Saint-Germain og Inter-Tottenham. Men hvordan ser favoritternes indbyrdes styrkeforhold ud? I forbindelse med hver spillerunde i Champions League bringer vi en powerranking af favoritterne. Her kan du læse den første af slagsen.
1. Juventus
Kun tre klubber har været i flere finaler i Mesterholdenes Europa Cup/Champions League end de zebrastribede fra Torino. Til gengæld er der ingen andre klubber, der har været i nærheden af at tabe lige så mange finaler. Ni gange har Juventus stået i finalen, men kun i 1985 og 1996 lykkedes det Den Gamle Dame at vinde. Klubben har tabt sine fire seneste finaler – i 2017, 2015, 1998 og 1997. Champions League har således udviklet sig til lidt af en forbandelse for Juventus.
Da muligheden opstod for at hente Cristiano Ronaldo til Torino, greb Juventus-præsident Andrea Agnelli selvfølgelig muligheden. 750 millioner kroner for en 33-årig er meget, men ikke når der er tale om de seneste seks sæsoners topscorer i turneringen. Juventus er inde i en stærk fase i disse år med seks Serie A-titler i streg og to Champions League-finaler på fire sæsoner. Med tilgangen af Cristiano Ronaldo må og skal forventningen være endelig at bryde forbandelsen og stå som sejrsherrer i finalen på Wanda Metropolitano den 1. juni 2019.
Netop for at maksimere mulighederne for succes på kort sigt er Leonardo Bonucci hentet hjem fra AC Milan til at genetablere sit gamle partnerskab med Giorgio Chiellini i midterforsvaret. Med Miralem Pjanic på midtbanen og offensivspillere som Mario Mandzukic, Paulo Dybala og Douglas Costa til at supplere Cristiano Ronaldo ligner Massimiliano Allegris tropper et overordentligt vanskeligt mandskab at besejre.
I Serie A er Juventus resultatmæssigt kommet perfekt fra start med fire sejre i fire kampe. I weekendens 2-1-sejr over Sassuolo fik Cristiano Ronaldo scoret sine første Juventus-mål. Spillemæssigt har der været lidt mere slinger i valsen, men der er tale om et erfarent hold, som hiver sejrene i land selv på halvdårlige dage.
---
2. FC Barcelona
Katalanerne har siden Guardiolas tid haft det en anelse svært i Champions League. Under Tito Vilanova tabte man sammenlagt 7-0 til Bayern München i semifinalen, og efterfølgende er klubben fire gange røget ud i kvartfinalen – til AS Roma, Juventus og to gange Atlético Madrid. Triumfen i 2015 kan ikke helt ændre ved indtrykket af, at katalanerne i denne årrække burde have præsteret bedre med en spiller som Lionel Messi i truppen, især med tanke på, at klubben i samme periode har vundet fire spanske mesterskaber.
FC Barcelona excellerer i højere grad ved deres imponerende stabilitet, som kommer holdet til gode over 38 ligakampe. Til gengæld har holdet ofte set mærkeligt passive og skrøbelige ud i de store og afgørende kampe i Champions League, senest imod AS Roma i sidste sæson.
Netop på grund af de skuffende tidlige exits i de seneste sæsoner tegner der til at være en stor sult i FC Barcelona-truppen, hvad angår Champions League i denne sæson. Lionel Messi har i interviews givet udtryk for, at turneringen har ekstra høj prioritet for holdet i denne sæson.
I forhold til sidste sæson er Philippe Coutinho nu spilleberettiget, og det er selvsagt en væsentlig forstærkning. Derudover kan købet af Arturo Vidal vise sig særdeles fornuftigt, når FC Barcelona kommer til de afgørende knockoutkampe i foråret. Holdet har et væld af sublime driblere og pasningsspillere, men Vidal kan med sin aggressivitet og fandenivoldskhed have en positiv indvirkning på sine holdkammerater i de afgørende øjeblikke, hvor man tidligere har snublet.
I La Liga er FC Barcelona kommet stærkt fra start med fire sejre i fire kampe og en målscore på 14-3. Især lørdagens 2-1-sejr ude mod Real Sociedad var et stærkt signal, især efter at baskerne var foran ved pausen. Med en spiller som Lionel Messi på holdet må FC Barcelona altid regnes blandt de absolutte favoritter. Derudover har en spiller som Ousmane Dembélé også imponeret i sæsonstarten. Det kan blive vigtigt for spanierne, at Messi ikke selv skal trække hele læsset.
---
3. Real Madrid
Cristiano Ronaldo har i de seneste syv sæsoner scoret mere end 13 Champions League-mål per sæson i gennemsnit for kongeklubben. Det er således en del scoringer, der mangler i regnskabet for den nye træner, Julen Lopetegui. I det hele taget venter der en gigantisk udfordring for spanieren, der afløser en træner, der vandt tre Champions League-trofæer på to-en-halv sæson. Real Madrid har ikke hentet nogen etablerede offensive forstærkninger efter salget af Cristiano Ronaldo, og Lopetegui sætter altså sin lid til Gareth Bale, Karim Benzema og Marco Asensio. Det virker som et sats, for hvis Bale eller Benzema bliver skadet, ser det pludselig ikke super godt ud.
Indtil videre har det dog set ret godt ud for madrilenerne. I den europæiske Super Cup tabte man godt nok til lokalrivalerne fra Atlético Madrid, men i La Liga er man kommet godt fra start. De tre første kampe mod Getafe, Girona og Leganés blev vundet uden problemer, inden man i lørdags måtte nøjes med 1-1 ude mod Athletic Bilbao.
Spillemæssigt har det været opmuntrende. Både Gareth Bale og Karim Benzema har set skarpe ud, og har da også scoret henholdsvis tre og fire gange i ligaen allerede. De to offensivspillere får selvsagt mere tid på bolden nu hvor Cristiano Ronaldo er væk, og indtil videre har de leveret varen. Også unge Marco Asensio, som nu ligner en fast starter, har imponeret.
Trods tre titler på stribe må Real Madrid alligevel indtage en tredjeplads i denne powerranking. Afgangen af Ronaldo og Zidane rejser trods alt en del spørgsmål. Men indtil videre har der hverken resultat- eller spillemæssigt være grund til panderynker.
---
4. Manchester City
Guardiolas mandskab smadrede al modstand i Premier League i sidste sæson, og nåede op på vanvittige 100 point. Den eneste nedtur i sæsonen var da Liverpool viste sig overlegne i Champions League-kvartfinalen, og vandt samlet 5-1. Det var lidt spøjst, at det netop var et engelsk hold, der slog City ud, når Manchester-klubben netop var alle andre overlegne i den hjemlige liga.
I denne sæson ser City ud til at fortsætte takterne. Fire sejre og en uafgjort mod Wolverhampton er det blevet til i Premier League, hvor klubben ligger nummer tre. Der er tale om en trup med fantastisk bredde, hvilket er vigtigt, når der både skal konkurreres i Premier League og Champions League.
Efter triumferne med FC Barcelona i 2009 og 2011 har Champions League-turneringen udviklet sig til en lidt frustrerende størrelse for Pep Guardiola. Både i Bayern München og Manchester City har den katalanske manager imponeret ved at sammensætte mandskaber, der har kørt hen over al modstand i deres respektive ligaer. Men i knockout-kampene i Champions League er det i Guardiolas seneste fem sæsoner blevet til exits mod Real Madrid, FC Barcelona, Atlético Madrid, AS Monaco og Liverpool, hvor Guardiolas mandskaber undervejs har indkasseret 23 mål undervejs i de ti kampe.
Der har været snak om, at Guardiola presser sine spillere for hårdt, således at der i slutningen af foråret opstår træthed i truppen. Samtidig må det konstateres, at det er svært at gå hele vejen, hvis man lukker 2,3 mål ind per kamp i knockout-kampene. Manchester City har bestemt kvaliteten til at gå hele vejen, men det kræver, at Guardiola holder hovedet mere koldt, og for eksempel ikke ender med at blive udvist som i kvartfinalen mod Liverpool i sidste sæson.
---
5. Liverpool
Efter finalenederlaget til Real Madrid i Kiev er klubben fra Merseyside det europæiske storhold, der har forstærket sin trup mest markant siden sidste sæson. Først og fremmest er Loris Karius udskiftet med Alisson, og det må betegnes som en gigantisk forbedring. Derudover er guineanske Naby Keïta endelig ankommet fra Leipzig, og midtbanespilleren har vist virkelig gode takter i Liverpools første Premier League-kampe i denne sæson. Netop midtbanen var et udsat punkt i sidste sæson, og her er Fabinho også kommet til fra AS Monaco i sommerens transfervindue.
Den offensive fronttrio bestående af Mohamed Salah, Roberto Firmino og Sadio Mané scorede vanvittige 30 Champions League-mål i sidste sæson. Det eneste problem var de offensive indskiftningsmuligheder, som eksemplificeret i finalen, hvor en uskarp Adam Lallana erstattede Salah. Med indkøbet af schweiziske Xherdan Shaqiri har Jürgen Klopp fået en stærk spiller at skifte ind, når de tre stjerner i front skal have en pause eller løber ind i en skade.
Netop Jürgen Klopp er en af grundene til, at Liverpool bør regnes blandt de store favoritter. Tyskerens stil tiltrækker store spillere til klubben, og holdets tempofyldte angrebsspil er bare virkeligt svært at dæmme op for. I Premier League er Klopps tropper kommet virkelig godt fra start med maksimumpoint efter fem kampe og en målscore på 11-2.
I første omgang har Liverpool dog den udfordring, at de blev placeret i tredje seedningslag, og dermed er endt i gruppe med både Paris Saint-Germain og Napoli. Liverpool skal altså levere allerede i gruppespillet, hvis klubben overhovedet skal videre til knockoutkampene. Omvendt var Liverpool også i tredje seedningslag i sidste sæson, og det gik jo ganske fint. Dengang var man dog anderledes heldige med at trække Spartak Moskva fra første seedningslag.
---
6. Bayern München
Sydtyskerne vandt i sidste sæson Bundesligaen med 21 point ned til Schalke 04, og var marginaler fra at spille sig i Champions League-finalen. Efter Carlo Ancelottis fyring i september vendte klublegenden Jupp Heynckes overraskende tilbage for at overtage roret, og selvom ovennævnte resultater fremstår hæderlige, var det ikke en rigtig god sæson for Tysklands største hold.
Efter triumfen på Wembley i 2013 er Bayern München i de seneste fem sæsoner blevet elimineret af spanske hold i enten semifinalerne eller kvartfinalerne: Mod Barcelona, Atlético Madrid og tre gange mod Real Madrid. Især sidstnævnte har således udviklet sig til en ond ånd i Europa for Bayern, og derfor var der da også en særdeles nedtrykt stemning blandt spillerne efter nederlaget i semifinalen på Santiago Bernabéu, fordi det heller ikke denne gang kunne lykkes at få marginalerne på deres side.
I denne sæson er det kroatiske Niko Kovac, der lidt overraskende har overtaget trænerposten efter at have ført Eintracht Frankfurt til triumf i pokalturneringen i sidste sæson, hvor netop Bayern München blev besejret i finalen. Udover Kovac er Leon Goretzka (Schalke 04) og Serge Gnabry (Hoffenheim) kommet til.
I Bundesligaen har Bayern München ikke overraskende maksimumpoint efter tre runder. Den tyske storklub hører altid blandt favoritterne i Champions League, men Ribery og Robben er efterhånden oppe i årene og ofte skadesramte. Og Lewandowski leverede ikke i de afgørende kampe i sidste års turnering. Tyskernes muligheder afhænger med stor sandsynlighed af, hvordan skadessituationen ser ud til foråret.
---
7. Atlético Madrid
Los Colchoneros fra den sydlige del af Madrid ligner et mandskab, der kan komme langt i denne sæson. Diego Simeone og hans spillere har den ekstra motivationsfaktor, at årets finale spilles på klubbens nye stadion, Wanda Metropolitano. Atlético Madrid slap desuden rigtig fint fra sommerens transfervindue. Først og fremmest lykkedes det at beholde verdensmesteren Antoine Griezmann, der ellers længe lignede en mand, der var på vej til FC Barcelona.
Derudover har man hentet Thomas Lemar i AS Monaco for en halv milliard kroner. Franskmandens tekniske færdigheder er et godt supplement til de mange fighter-typer på Simeones hold, og kan bidrage med løsninger mod hold, der stiller sig langt tilbage. I disse kampe har Atlético Madrid ofte haft det svært.
Sidste sæsons Champions League bød på et overraskende exit i gruppespillet, men efterfølgende vandt klubben Europa League efter en 3-0-sejr i finalen mod Marseille. I gruppespillet havde Diego Simeone ikke Diego Costa til rådighed endnu. Det har han nu, og det er en klar forbedring i forhold til Kevin Gameiro, der er rykket til Valencia. Derudover har Simeone hentet den spændende unge spanske midtbanespiller Rodri i Villareal, samt den hurtige fløj Gelson Martins i Sporting Lissabon. Begge spillere ligner værdifulde tilføjelser til truppen.
Simeones hold er til gengæld ikke kommet godt fra start i La Liga. Efter den flotte 4-2-sejr over Real Madrid i den europæiske Super Cup har Atlético Madrid blot høstet fem point i deres fire første ligakampe. I lørdags krævede det en udligning i det 94. minut for at undgå et hjemmebanenederlag til miniputterne Eibar. Runden forinden havde desuden budt på et 2-0-nederlag til Celta Vigo.
For Diego Simeone er det heldigt, at der er langt tid til forårets knockoutkampe, som Atlético Madrid nok skal kvalificere sig til. I gruppespillet har spanierne trukket Dortmund, Monaco og Club Brugge, og det burde ikke give anledning til problemer.
---
8. Paris Saint-Germain
Pariserne er blandt de otte storklubber hvoriblandt pokalen med de store ører med al sandsynlighed ender i den kommende sæson.
Med tyske Thomas Tuchel som ny træner bliver det spændende at se, om Paris Saint-Germain endelig kan komme langt i Champions League i år. En af tyskerens hidtil væsentligste ændringer har været, at rykke Neymar ind centralt. Med rekordkøbet af brasilianeren sidste sommer var der et håb om, at pariserne kunne gå hele vejen denne gang. I 2016-17 sæsonen blev det til et traumatisk exit mod FC Barcelona i ottendedelsfinalen på trods af en 4-0-sejr i første opgør.
De forudgående fire sæsoner havde budt på exits i kvartfinalerne. Mod Real Madrid var Unai Emerys PSG i sidste sæson foran på udebane i ottendedelsfinalen, men endte med at tabe 3-1, inden Neymar blev skadet forud for returkampen. Den stenrige franske klub virker til at mangle erfaring og koldblodighed i de afgørende situationer. Forhåbentligt for Tuchel kan nyankomne Gianluigi Buffon hjælpe på den front.
Umiddelbart kan man undre sig over, at Paris Saint-Germain ikke har forstærket sig på den defensive midtbane. Det hjælper ikke at have spillere som Neymar, Kylian Mbappé og Edinson Cavani oppe foran, hvis forsvaret og midtbanen ikke leverer.
Derudover fremstår det også som et problem, at Paris Saint-Germain møder så relativt svag modstand i deres hjemlige liga. I Ligue 1 har pariserne maksimumpoint efter fem runder, og hvilede endda Neymar og Mbappé i fredagens 4-0-sejr over Saint-Etienne.
Det har tidligere vist sig vanskeligt for Paris Saint-Germain pludselig at skulle indstille sig på et højere niveau, når man møder de største europæiske klubber.
---
9. Tottenham
Hvis Roma kunne nå semifinalen i sidste sæson, kan man ikke afvise, at en klub som Tottenham kan levere noget lignende i denne sæson. Her afhænger rigtig meget selvfølgelig af lodtrækningen i knockoutkampene.
I Premier League indledte Tottenham med tre sejre, hvorefter formen har taget et dyk med nederlag til Watford og Liverpool. Det virkede underligt, at Spurs kunne gå fra en 3-0-sejr på Old Trafford til et nederlag mod Watford.
Pochettinos mandskab imponerede i Champions League i sidste sæson, hvor London-klubben vandt sin gruppe foran Real Madrid og Dortmund. I ottendedelsfinalen fik man endda 2-2 ude mod Juventus, hvorefter man desværre formøblede den gunstige situation hjemme på Wembley og tabte 2-1 trods føring ved pausen.
Det er et af Tottenhams væsentligste problemer, at klubben lige mangler den sidste europæiske erfaring og kynisme. Med spillere som Harry Kane, Christian Eriksen og Hugo Lloris er Tottenham et hold, som absolut bliver spændende at følge i dette års Champions League.
Hvis Pochettino og spillerne har lært lidt af sidste sæsons fejl mod Juventus, har Spurs kvaliteterne til at komme rigtig langt. Først skal englænderne dog lige klare sig ud af den svære gruppe med FC Barcelona, PSV Eindhoven og Inter.
---
10. AS Roma
AS Roma imponerede i sidste sæsons Champions League, hvor romerne slog FC Barcelona ud i kvartfinalen efter en 3-0-sejr på hjemmebane. AS Roma leverede sin bedste sæson i Europa siden 1984, hvor man tabte Europa Cup-finalen til Liverpool. Med otte Champions League-mål viste bosniske Edin Džeko, at han absolut stadig kender vejen til målet.
I Serie A er Roma ikke kommet godt fra start. Nederlag til Milan og uafgjort hjemme mod Atalanta og Chievo er ikke godkendt, og romerne står med fem point efter fire kampe. Især forsvarsspillet i weekendens 2-2-kamp mod Chievo var decideret hæsligt.
Eusebio Di Francescos mandskab har skiftet Alisson ud med svenske Robin Olsen på målmandsposten, og det er naturligvis en svækkelse. Derudover har man solgt terrieren Radja Nainggolan til Inter, og det er også et væsentligt tab. Til gengæld er Steven N’Zonzi hentet fra Sevilla, og det er en stærk transfer.
Ligeledes er Javier Pastore hentet i PSG, mens 19-årige Justin Kluivert er kommet til fra Ajax. Sidstnævnte fik en god start i Serie A, da han i ligapremieren mod Torino lagde op til Džekos sejrsmål. Det bliver rimeligt vanskeligt for romerne at gentage sidste års succes i Champions League, men klubben kan med rette sigte efter i hvert fald en kvartfinaleplads. I hvert fald har italienerne fået en godkendt lodtrækning med Real Madrid, CSKA Moskva og Viktoria Plzen.
---
11. Manchester United
De røde djævle står med fire finaler i de sidste 20 år som en af de tunge klubber i Champions League-regi. Efter Alex Ferguson gik på pension i 2013, har klubben dog haft det svært i både Premier League og Champions League. Under Moyes blev klubben slået ud af Bayern München i kvartfinalen. Efter en sæson uden europæisk fodbold i Louis van Gaals første sæson blev det til exit i gruppespillet i hollænderens anden sæson. I Jose Mourinhos første sæson var der ikke Champions League-bold på programmet, til gengæld vandt portugiseren Europa League.
Mourinhos første eventyr i Champions League med Manchester United endte rimelig skamfuldt, da englænderne blev slået ud af Sevilla i ottendedelsfinalen efter at have gået efter 0-0 på udebane, og derefter spillet afventende og tabt 2-1 i returkampen på Old Trafford.
Portugiseren ser ud til at have mistet noget af den særlige gejst, der gjorde ham i stand til at drive sine hold langt i Champions League. Denne sæson blev indledt af en pre-season tur til USA, hvor Mourinho spredte dårlig stemning, og i Premier League har man tabt to af de første fem kampe. Manchester United kommer til at blive testet allerede i gruppespillet, hvor man møder Juventus, Valencia og Young Boys.
---
12. Borussia Dortmund
Efter succesperioden med Jürgen Klopp, der blandt andet førte til en tabt finale mod Bayern München på Wembley i 2013, overtog Thomas Tuchel i 2015 tøjlerne, da Dortmund i Klopps sidste sæson sluttede helt nede på syvendepladsen i Bundesligaen. I Tuchels anden sæson, i 2016-17, vandt Dortmund sin Champions League-gruppe foran Real Madrid, og bankede Benfica med sammenlagt 5-0 i ottendedelsfinalen. Før kvartfinalen mod AS Monaco blev spillerbussen ramt af vejsidebomber, og kampen måtte rykkes til næste dag, hvor de rystede Dortmund-spillere tabte 3-2 hjemme, og efterfølgende også tabte returkampen.
Efter Tuchels fyring i maj 2017 blev den tidligere Ajax-træner Peter Bosz ansat. Han blev fyret i december 2017, og Peter Stöger overtog sæsonen ud. Både Dortmund og Bayer Leverkusen sluttede i sidste sæson med 55 point, men Dortmund sikrede sig den Champions League-givende fjerdeplads på en bedre målforskel. Dermed endte en rodet sæson for Dortmund alligevel relativt lykkeligt.
Lucien Favre er herefter kommet til fra Nice som ny træner, hvor han har gjort det godt, og blandt andet fik sikret en tredjeplads i Ligue 1 i sit første år. Dortmund solgte i januar Pierre-Emerick Aubameyang til Arsenal, og i sommerens transfervindue røg også Sokratis (Arsenal) og Andriy Yarmolenko (West Ham) til Premier League. Derudover er Gonzalo Castro sendt til Stuttgart. Til gengæld har Dortmund hentet to stærke forstærkninger til midtbanen i form af Axel Witsel (Tianjin Quanjian) og danske Thomas Delaney (Werder Bremen). Derudover har man hentet den franske midterforsvarer Abdou Diallo i Mainz for over 200 millioner kroner.
I Bundesligaen er Dortmund kommet fint fra land med syv point i de første tre kampe. Især den nye midtbane med Witsel, Dahoud og Delaney ser stærk ud.
Dortmund er endt i gruppe med Atlético Madrid og AS Monaco, og med spillere som Marco Reus, Axel Witsel, Thomas Delaney, Mario Götze, Julian Weigl og Christian Pulisic bør Dortmund sikre sig andenpladsen foran Monaco.
13. Napoli
Sarris Napoli havde en god sæson i Serie A, men i Champions League blev det i sidste sæson til et skuffende exit i gruppespillet. Siden er Carlo Ancelotti kommet til, og italieneren plejer at være en træner, der har mere succes i Champions League end i den hjemlige turnering.
Om Ancelotti er en forbedring eller en svækkelse i forhold til Sarri er svært at vurdere på forhånd. Han er i hvert fald en anden og mere afslappet type. Ancelottis seneste ansættelse, i Bayern München, endte med en fyreseddel og italieneren nævnes ikke længere blandt Europas absolutte toptrænere. Derudover har napolitanerne mistet Jorginho til Chelsea, og det er en klar svækkelse.
I Serie A hentede man i sæsonens to første kampe seks point mod Lazio og AC Milan, efter at have været bagud begge gange, hvilket signalerer en vis viljestyrke. Til gengæld tabte Ancelotti og kompagni med chokerende 3-0 til Sampdoria. I lørdags kom holdet så tilbage på sporet med en 1-0-sejr over Fiorentina, hvor Lorenzo Insigne scorede sejrsmålet.
Italienerne får det dog svært med overhovedet at komme videre til knockoutkampene i foråret, idet de på ganske uheldig vis er endt i gruppe med både Paris Saint-Germain og Liverpool.
14. Inter
Nerazzurri er tilbage i Champions League efter seks sæsoners fravær. Vinderne fra 2010 fik hevet en afgørende sejr i land på udebane mod Lazio i sidste spillerunde af sidste sæson, og sikrede derved fjerdepladsen i Serie A.
I sommerens transfervindue har milaneserne hentet Radja Nainggolan i Roma. Derudover har man hentet den unge argentiner Lautaro Martinez (Racing Club) og Keita Baldé (AS Monaco) til offensiven, mens defensiven er styrket med Stefan de Vrij (Lazio) og Sime Vrsaljko (Atlético Madrid).
Euforien over det imponerende transfervindue blev dog dæmpet efter nederlaget til Sassuolo i Serie A-premieren, hvor defensiven sejlede en del. I næste runde smed man så en 2-0-føring mod Torino, inden Radja Nainggolan endelig fik sin debut og scorede åbningsmålet i 3-0-sejren over Bologna. I lørdags gik det så galt igen, da Parma slog Inter med 1-0 i Milano.
Luciano Spallettis mandskab er endt i Champions League-gruppe med FC Barcelona og Tottenham, hvilket besværliggør mulighederne for avancement alvorligt. Dermed ser Inters comeback i Champions League ud til at blive en relativt kort fornøjelse. Omvendt kan der komme spænding, hvis Icardi og kompagni kan tage tre point i første kamp i gruppespillet, hvor Tottenham skal en tur til Milano.
15. Valencia
Marcelinos mandskab var en af de positive overraskelser i sidste sæsons La Liga, hvor man endte på fjerdepladsen og dermed kvalificerede sig til Champions League efter to sæsoners fravær.
Klubben var en europæisk magtfaktor i starten af nullerne, hvor argentinske Hector Cupér førte holdet til to tabte Champions League-finaler i 2000 og 2001. I slutningen af sidste årti løb klubben ind i økonomiske problemer, og i 2010 solgte man stjernerne David Silva og David Villa.
I sommerens transfervindue har Marcelino hentet spillere som Gonçalo Guedes i Paris Saint-Germain (efter et år på lån i Valencia), Geoffrey Kondogbia i Inter (også efter et år på lån), Mouctar Diakhaby i Lyon, Kevin Gameiro i Atletico Madrid og danske Daniel Wass i Celta Vigo. Derudover har Valencia lejet Michy Batshuayi (Chelsea) og Denis Cheryshev (Villareal) for den kommende sæson.
I La Liga ikke kommet godt fra start. Efter fire runder har Daniel Wass og kompagni stadig deres første sejr til gode. Tre pointdelinger og et nederlag er det blevet til.
Sammen med eksisterende profiler som Rodrigo (der scorede 16 La Liga-mål i sidste sæson) og Ezequiel Garay skal man ikke afskrive Peter Lims klub som et hold, der kan nå videre til ottendedelsfinalerne. Valencia kommer formentlig til at kæmpe med Manchester United om avancement i gruppen, der også tæller Juventus og Young Boys.