Video : Tipsbladet
Champions League

Top 5: Sæsonens hidtil bedste Champions League-præstationer

Tredje spillerunde i Champions League-gruppespillet venter lige rundt om hjørnet. Mens du venter kan du læse listen over de fem bedste enkeltmandspræstationer, som vi har set hidtil i sæsonen.

Tirsdag og onsdag aften ruller bolden igen i Champions League. Tredje runde af gruppespillet skal afvikles, men inden vi kommer så vidt, tager vi her et kig tilbage på de to første runder i sæsonen. 

Her vil vi tage et nærmere kig på fem bedste individuelle præstationer i turneringen hidtil i sæsonen.

Se listen over de bedste enkeltmandspræstationer herunder:

5. Matthijs de Ligt: Bayern München - Ajax, 2. runde
Den 19-årige midterforsvarer lignede i udekampen mod Bayern München en spiller, der havde optrådt i Champions League i mange sæsoner. Men kampen på Allianz Arena var faktisk Matthijs de Ligts Champions League-debut. Det holdt dog ikke det unge talent fra at lukke en af verdens farligste angribere fuldstændig ned. Matthijs de Ligt havde således styr på Robert Lewandowski kampen igennem, og bidrog således i høj grad til Ajax' flotte 1-1-resultat.

4. Paulo Dybala: Juventus - Young Boys, 2. runde
Efter Cristiano Ronaldos røde kort og karantæne, blev ansvaret lagt på Paulo Dybala frem imod kampen mod Young Boys. Det ansvar levede argentineren til fulde op til. Allerede efter fem minutter scorede Dybala kontrolleret efter en lang aflevering, og senere øgede han også til 2-0 og 3-0. Angriberen havde endda også et forsøg på indersiden af stolpen i en kamp, hvor fraværet af Ronaldo var til at leve med for italienerne.

3. Neymar: Paris Saint-Germain - Røde Stjerne, 2. runde
Brasilianeren skuffede fælt i kampen mod Liverpool, men det var svært at kritiserede præstationen mod Røde Stjerne i anden runde. Efter tyve minutter scorede Neymar direkte på frispark, og to minutter senere øgede han til 2-0. Til slut i kampen satte stjernen så trumf på ved at score et endnu flottere frisparksmål. 

2. Lionel Messi: FC Barcelona - PSV Eindhoven, 1. runde
Spaniernes argentinske troldmand kom flyvende i gang i turneringen, da han løftede et følt frispark over muren og op i krogen mod PSV Eindhoven i første runde. I anden halvleg scorede Lionel Messi så yderligere to gange, da han lukkede kampen med sine scoringer til 3-0 og 4-0.

1. Lionel Messi: Tottenham - FC Barcelona, 2. runde
Efter sin flotte præstation mod PSV Eindhoven fulgte Lionel Messi op med en endnu stærkere præstation på Wembley mod Tottenham. Efter FC Barcelonas 4-2-sejr udtalte hjemmeholdets Harry Winks, at Messi har 'gennemført' fodbold. Spaniernes anfører var da også ustyrlig i kampen, hvor han startede med at lave en fremragende aflevering til Jordi Alba ved 1-0-målet.

Inden for de første fem minutter af anden halvleg ramte Messi så stolpen hele to gange, inden han senere i kampen fik scoret til først 3-1 og senere 4-2. Argentineren er nu oppe på fem Champions League-scoringer i denne sæson efter blot to runder.