Dinamo Zagreb sendte Mönchengladbach i tredje seedningslag
Champions League

Dinamo Zagreb sendte Mönchengladbach i tredje seedningslag

Dinamo Zagreb besejrede Red Bull Salzburg i forlænget spilletid og sendte dermed AC og Jannik Vestergaards Mönchengladbach i tredje seedningslag.

Dinamo Zagreb gæstede her til aften Red Bull Salzburg i Mozarts fødeby. En kamp, hvor værterne kom foran efter 22 minutters spil. Det var Lazaro, der sendte bolden i mål efter en fin dribletur. 

Tre minutter før tid udlignede de kroatiske gæster, da et afrettet Fernandes-skud gik i mål. Dermed skulle kampen i forlænget spilletid, da første kamp i den kroatiske hovedstad ligeledes endte med en scoring til hvert mandskab. 

I den forlængede spilletid gjorde Soudani det onde ved de østrigske mestre, da han flyvende headede bolden i mål. Det skete, efter Salzburg-keeperen reddede den første bold fra algieren, men angriberen fløj efter bolden som en sand kriger og headede bolden i mål. Dermed var Dinamo Zagreb CL-klar.

Resultatet gør, at Mönchengladbach går fra fjerde seedningslag til tredje.