Video : Tipsbladet
Champions League

Dreyer var centimeter fra at score mod Liverpool: Det er små marginaler

FC Midtjylland var meget tæt på at få noget med fra det svære opgør mod Liverpool, men det lykkedes akkurat ikke.

Havde FC Midtjyllands normalt så træfsikre højre kant Anders Dreyer haft lidt mere tur i den, havde han sendt FC Midtjylland i ekstase allerede i de første minutter af Champions League-opgøret mod Liverpool.

Få minutter før tid fik Dreyer igen en stor mulighed, da han kunne have gjort det til 1-1. Han chippede keeperen og havde passeret Alisson, men desværre også akkurat på den forkerte side af stolpen. I stedet gik Liverpool op i den anden ende og scorede til slutresultatet 2-0.

Det var reelt forskellen på de engelske og de danske mestre tirsdag aften. Nuvel, Jürgen Klopp valgte at spare flere profiler og var også uden verdens bedste forsvarsspiller i Virgil van Dijk, men det var alligevel få centimeter til den forkerte side af stolpen, der afgjorde opgøret.

- Det er de der små marginaler, der mangler, for at den går over stregen. Jeg tænker helt ærligt ikke så meget over det længere. Jeg er bare stolt over, hvordan vi spiller. Vi får vist, at vi kan holde Liverpool fra chancer i første halvleg. Det er ikke sket siden 2018, at de ikke har haft en afslutning på mål i første halvleg. Det siger noget om vores præstation, siger Anders Dreyer dagen derpå til tipsbladet.dk og slår fast:

- At vi har et hold, der efter at have tabt 0-2 på Anfield er småskuffet, siger meget om vores præstation, og det er også derfor, at jeg siger, at vi kan være stolte. 

Læs også:Optakt: FC Nordsjælland - FC Midtjylland

Den teknisk stærke midtbanespiller er stor Liverpool-fan, og han havde faktisk også muligheden for at stemple ind med mål allerede efter få minutter af kampen. Men her var Alisson i vejen. 

- Den første chance er en detalje, "Scholle" og jeg har talt om, hvor han spiller den dybt. Det ligner den chance, jeg fik mod Brøndby, hvor jeg sparkede første gang. Den her gang tager jeg et touch, inden jeg fik en afslutning på, der så blev reddet. Det var ærgerligt, siger danskeren.

U21-landsholdsspilleren fra FC Midtjylland er glad for det udtryk, FC Midtjylland kom ud til kampen med, for man fik vasket 0-4 pletten fra mødet med Atalanta væk med en fin præstation i Liverpool.

Og for Anders Dreyer betyder det også meget, at præstationen blev anerkendt af modstanderen.

- Det er verdens bedste hold, og både deres spillere og trænere sagde, at vi var svære at have med at gøre, siger han.

Læs også:Sviatchenko småskuffet: Havde mulighed for at lave chokresultat

En vild atmosfære fik FC Midtjylland-spillerne dog ikke lov til at opleve denne gang, da der ikke var tilskuere på stadion på grund af Covid-19-situationen i England. Men det var en særlig oplevelse for en Liverpool-fan at træde ind på stadion i Beatles-byen.

- Det var en rigtig fed oplevelse, og det er ikke lige noget, man glemmer. Også selv om der ikke var fans. Jeg tager en god oplevelse med hjem, siger midtbanespilleren, der ikke lå vågen hele natten i ærgrelse over at have været så tæt på:

- Det gik nu fint nok. Jeg fik nogle timer, siger midtbanespilleren, der allerede igen på lørdag skal i aktion i Superligaen og den efterfølgende onsdag i Champions League mod Ajax:

- Jeg er pissevild med det. Jeg vil altid hellere spille en masse kampe end at træne. Og der er mange kampe lige nu.

FC Midtjylland møder FC Nordsjælland i Farum, mens Champions League-kampen mod AFC Ajax er på hjemmebanen i Herning.

Læs også:FCM lukkede ned for Liverpool i første halvleg: Måtte kapitulere efter pausen

Læs også:Karakterer: Tvivlsomme afslutninger kostede for FC Midtjylland

Læs også:Startopstillinger: Priske må undvære afgørende profil mod Liverpool