Video : Tipsbladet
Champions League

Emre Mor og Galatasaray måtte nøjes med nulløsning mod Brugge

Det blev til mange chancer, men målene manglede, da Club Brugge og Galatasaray mødtes onsdag aften i Champions League.

Opgøret mellem belgiske Club Brugge og tyrkiske Galatasaray var onsdag en af de to tidlige kampe i Champions League, og her endte det uden scoringer, selvom der var godt med chancer til begge hold.

Derudover var det en kamp, hvor den dansk-tyrkiske offensivspiller Emre Mor undervejs blev sendt på banen for Galatasaray, som efterhånden ligner et resultat af et vild Football Manager-spil med mange spændende navne.

Heriblandt den hollandske Ryan Babel, som sagtens kunne være kommet på scoringslisten med en smule mere skarphed. Han kom nemlig alene igennem efter en halv times spil efter et forsvarskoks af Brugge. Dog var belgiernes målmand, Mignolet, ikke helt så usikker, da Babel fyrede bolden mod mål - den landede nemlig lige på.

Brugge havde også gode muligheder for at få scoret, da Federico Ricci sendte et skud på overliggeren i første halvleg efter et gennemspillet angreb, men heller ikke denne gang blev det altså til en scoring i kampen.

I anden halvleg kom Emre Mor på banen, og han havde tilmed muligheden for at få scoret med fem minutter tilbage af den ordinære spilletid, men hans forsøg, som kom i højresiden af feltet, endte på hælen af en Brugge-forsvarer, som fik rettet den af til hjørnespark.

Det hele sluttede af med et hovedstød fra Galatasarays Falcao, som endte i sidenettet, og så kunne de to hold få ét point hver.