Video : Tipsbladet
Champions League

FCK kan møde Club Brugges B-hold

FC København kommer til at stå over for en lang række af Club Brugges normale reservespillere onsdag aften.

FC København har masser at spille for, når holdet onsdag aften går på banen i Belgien for at møde Club Brugge i den sidste gruppekamp i Champions League. Hvis FCK vinder, og kampen mellem FC Porto og Leicester flasker sig til dansk fordel, kan Ståle Solbakkens mandskab avancere til knockout-fasen i verdens fornemste klubturnering for anden gang i klubbens historie.

Sådanne avancementmuligheder behøver de ikke tænke på i Club Brugge-lejren. Belgierne har allerede udspillet deres rolle i gruppen, og derfor er opgøret mod FC København på papiret fuldstændig ligegyldig.

Det har fået belgiske medier til at spekulere i, at Club Brugge stiller med et rent B-hold mod FC København, og manager Michel Preud'homme vil gerne bekræfte, at han skifter stort ud på sit mandskab.

- Det er en store ære for os at spille kampen, og vi vil naturligvis forsøge at være konkurrencedygtige. Men det er tid til at give nogle andre spillere chancen, siger Club Brugge-manageren til Het Laatste Nieuws.

FC København klædte Club Brugge af og vandt 4-0 i Telia Parken i det første opgør mellem de danske og belgiske mestre.