Champions League

Fire fede minutter for TK

FCK's midtbanemand fik endelig debut i Champions League.

Tipsbladet.dk i London
Syv gange i denne sæson har Thomas Kristensen siddet så tæt på verdens største klubturnering, som man næsten kan komme, men hver gang er han ikke kommet længere end bænken. Men ottende gang blev lykkens gang for FCK's midtbanemand.

- Det var nu ikke noget, vi havde aftalt på forhånd. Sådan gør Ståle ikke. Han skifter dem ind, han synes skal skiftes ind. Men det var da fedt. Det var en stor oplevelse at løbe ind på sådan et stadion, siger manden, de kalder TK, efter fire minutter og tre succesfulde afleveringer i Champions League.

- Fire minutter var selvfølgelig ikke ret meget, og jeg nåede heller ikke rigtigt at fornemme det på den måde, men det skal nok blive sjovt at kunne fortælle børnebørnene om engang. For det var dejligt at komme ind i den sidste kamp i denne omgang, lyder det fra Thomas Kristensen med håb om mere.

- Ja, det er da helt sikkert også en ambition at være med i Champions League næste år, og jeg vil gøre mit for at komme på banen. Her i vinter har jeg i hvert fald arbejdet hårdt i optakten for at komme tættere på holdet, og det synes jeg også er lykkedes, for jeg fik en del spilletid i Aalborg og kom også ind i dag, siger midtbanemanden efter fire fede minutter på Stamford Bridge.