Bragt i Tipsbladet 13. marts
Der sker altid noget, når Yaya Touré spiller fodbold.
Sidste sæson var han blandt Premier Leagues allerbedste aktører og var med 20 Premier League-mål stærkt medvirkende til at give Manchester City en titel i form af det engelske mesterskab, hvilket han også har været mange gange tidligere. Han scorede i Liga Cup-finalen mod Sunderland i 2014, i sin første sæson i Manchester scorede han i 2011 enlige mål, der gav City FA Cup-sejre i både semifinalen og finalen, og helt tilbage i sin tid i Barcelona, som Manchester City i næste uge møder til en duel om avancement til Champions Leagues kvartfinaler, markerede han sig også. Touré er en essentiel figur i historien om Guardiolas store Barcelona-hold og den treble, som catalonierne vandt i den første sæson under Pep. Barcelona var i den spanske pokalfinale bagud 1-0 til baskerne fra Athletic, da Yaya Touré tog sagen i egen hånd. Han spillede en uvant position som midtstopper, da han modtog bolden på egen banehalvdel, afdriblede to mand og bankede et langskud i nettet fra 20 meter.
Så Touré er næsten umulig at holde nede, og han er som oftest til besvær for sine modstandere. Ulempen er, at han også tit er det for sin egen klub, når mærkelige historier om utilfredshed med spilletid, status eller fødselsdagsfester rammer medierne. I næste uge handler det dog om spillet på banen, hvor 31-årige Yaya Touré igen vil forsøge at blive en helt afgørende profil, når Manchester City skal gøre noget ved det vanskelige 1-2-resultat, man tager med til Camp Nou fra Etihad Stadium – men spørgsmålet er, hvem Touré kommer til at besvære.
Ønsket om Barcelona-exit og ønsket om et comeback
Efter i 2009 at have scoret mod Athletic og lagt fundamentet til en 4-1-sejr og dermed en Copa del Rey-titel, spillede Yaya Touré endnu en vigtig kamp i midterforsvaret for FC Barcelona, da han var med til at vinde Champions League-finalen mod Manchester United. Men derefter gik det ned ad bakke for den store ivorianer.
Sergio Busquets blev bedre og bedre, og Pep Guardiola foretrak ham til rollen som 6’er frem for Touré, der i forvejen ikke var helt tilfreds med at spille så langt tilbage på banen. I sommeren 2009 forlængede han sin aftale med fem år, men allerede nogle måneder senere, efter han i et par uger havde været ude af holdet, udtrykte han sin frustration i France Football.
”Min situation er ekstrem. Jeg må tage den op til overvejelse. Det virker helt sindssygt at give mig en ny fem-årig kontrakt og så ellers bare parkere mig på bænken. Jeg mener, at en spiller på min alder er ved at være på toppen af karrieren, men jeg får aldrig chancen for at vise det. Jeg skal have spilletid nu,” sagde Yaya Touré, inden hans agent, ikke for sidste gang, overtog det med at udtale sig til pressen.
”Barcelona har ikke råd til at miste en spiller som Touré. Der vil ske det samme, som der skete for Liverpool, da de solgte [Xabi] Alonso,” sagde agenten Dimitrij Seluk, der ved en anden lejlighed kaldte Barcelona for et galehus og desuden hævdede, at Barcelona bevidst holdt Yaya Touré ude af holdet, fordi han skulle have en stor bonus, hvis han spillede mere end 60 procent af kampene.
I sommeren 2010 forlod Yaya Touré så Barcelona. Han blev holdkammerat med sin bror Kolo i Manchester City (”Hvis han forlader Barcelona, rejser han ikke til Manchester City, men skriver i stedet under med en meget større klub,” havde Seluk ellers udtalt et halvt år forinden), og Touré fik straks masser af succes i England. Kontrakten gjorde ham til Premier Leagues bedst betalte spiller nogensinde, han fik den offensive plads på holdet, han drømte om, og City vandt masser af kampe og titler med Yaya Touré som en af holdets allerstørste profiler. Alligevel har han ved flere lejligheder snakket om, at han da egentlig godt kunne tænke sig at komme tilbage til Barcelona.
”Jeg sagde for to år siden, at jeg vender tilbage. Det har været mit vigtigste hold, og hvis de ringer, tænker man ikke over det to gange. Jeg elsker Barcelona. I den pressekonference, jeg holdt da jeg rejste, sagde jeg, at jeg ville vende tilbage. Her i livet ved man aldrig, hvad der sker i morgen, men det har været mit livs klub, og jeg vil gerne slutte min sportslige karriere der. Hvis jeg kunne vende tilbage, ville det være fantastisk,” sagde Yaya Touré i 2012.
Sidste sommer gentog han, at han drømmer om at slutte i Catalonien, og man kunne ikke afvise muligheden for, at City måtte sælge superstjernen, eftersom Tourés Barcelona-citat faldt i kølvandet på 2014’s særeste fodboldhistorie.
Kage og krise
Yaya Touré skabte debat allerede tidligt sidste forår, at han udtalte, at han ikke følte, han som afrikansk fodboldspiller fik den samme anerkendelse som europæiske eller sydamerikanske stjerner. I maj måned gik det så for alvor galt i det, som det amerikanske magasin Forbes har kaldt for ”den mærkeligste og mest deprimerende episode i fodboldhistorien”.
Igen var det Dimitrij Seluk, der var på spil. I et interview med BBC fortalte agenten, at Yaya Touré var vred over, at han ikke fik nok opmærksomhed fra Manchester City i forbindelse med sin fødselsdag den 13. maj. City havde ønsket ham tillykke på Twitter og givet ham en kage, men det var ikke nok, mente Seluk og henviste til, at Roberto Carlos tre år tidligere havde fået en Bugatti Veyron af sin russiske klub Anji.
”Jeg forventer ikke, at City forærer Yaya en Bugatti. Vi bad bare om, at de ville trykke hans hånd og sige ”Vi lykønsker dig.” Det er det mindste, de kan gøre, når det er hans fødselsdag, og truppen er samlet.”
”Klubbens ejere spiste 100 kilo kage efter at have vundet Premier League i denne sæson, men da de og alle spillerne var samlet, gav ingen af dem et håndtryk på hans fødselsdag. Det viser, at de er ligeglade med ham,” sagde Seluk, der afviste, han forsøgte at få en ny kontrakt til sin klient, der i 2013 havde forlænget sin aftale med fire år.
”Penge er ikke vigtige. Han har penge nok. Det vigtigste er et menneskeligt forhold, og måske er det her er en mulighed for Yaya for at finde det. Hvis City ikke respekterer ham, rejser Yaya, ganske simpelt. Ingen problemer.”
Premier Leagues bedste midtbanespiller på vej væk på grund af en utilfredsstillende fødselsdagsfest? Det var et utroligt interview, og Yaya Touré gjorde det ikke mindre mystisk, da han kommenterede sagen på Twitter.
”Tak for alle fødselsdagshilsnerne. Kortet fra City er lige ankommet... Må have været gået tabt i posten. Haha.”
”Spøg til side. Lad venligst være med at tage ord, der ikke kommer ud af MIN mund seriøst. Vurder mit engagement i @MCFC ud fra mine præstationer,” sagde Touré, inden han senere vendte på en tallerken med et nyt statement på det sociale medie.
”Alt, hvad Dimitrij sagde, er sandt. Han taler på mine vegne. Efter VM vil jeg give et interview og forklare mig.”
Yaya Touré talte med France Football i slutningen af juni, hvor han ikke snakkede om cakegate, men i stedet langede ud efter City, fordi han efter sæsonen ikke have fået lov til at holde fri og tilbringe tid med sin bror Ibrahim, der var alvorligt kræftsyg og døde i starten af sommeren. En noget mere valid grund til at tale om manglende respekt fra klubbens side, men hele forløbet understregede, at man aldrig helt kan vide sig sikker med Yaya Touré.
City til evig tid – eller en drøm om Serie A?
I denne sæson har der ikke været lignende opsigtsvækkende citater fra hverken Yaya Touré eller Dimitrij Seluk. Spilleren har kaldt fødselsdagsaffæren for ”en joke”, og i februar sagde Seluk, at hans klient vil blive i Manchester.
”Yaya elsker Manchester City, og på trods af alt hvad der er blevet sagt, er han lykkelig i klubben. Faktisk vil han gerne blive resten af livet. Han kan ikke forestille sig noget bedre end at slutte sin spillerkarriere i City og efterfølgende arbejde for klubben”
”Derfor vil jeg have City til at give Yaya en ny kontrakt; for at vise ham, at de vil have ham til at være en del af fremtiden. Det handler ikke om penge. Det handler om at holde Yaya i klubben, indtil hans spillerdage er forbi, og om at vise klubbens bedste spiller, at han er respekteret og elsket.”
Men alligevel er der en flig af usikkerhed. I Milano sidder Yaya Tourés tidligere manager Roberto Mancini, og den nuværende Inter-træner antydede i denne uge, at ivorianeren vil spille i Italien.
”Hvis han, som det virker til at være tilfældet, gerne vil prøve Serie A, vil vi se på muligheden for at hente ham, men det bliver ikke nemt. Han er en spiller med utrolig teknisk kunnen. Jeg har ikke mødt mange som ham. Ville Inter være hans førstevalg? Helt sikkert,” sagde Mancini og sørgede dermed for, at der endnu engang kom uro om ivorianerens fremtid – selv om et skifte fra supermilliardærerne i City til den knap så prestigefyldte italienske liga kan virke urealistisk.
På banen er Yaya Touré ikke lige så suverænt spillende, som han var i sidste sæson. Som den engelske journalist Michael Cox har bemærket, er fodbold så mærkelig en sport, at man i fuld alvor kan sige sætningen: ”Yaya Touré har ikke været den samme spiller siden affæren med fødselsdagskagen.” Midtbanespilleren er gået fra 20 ligamål i sidste sæson til mere menneskelige 7 i år – dog stadig hans næstbedste
ligasæson i karrieren målt på mål – og Manuel Pellegrini har bemærket, at Touré er præget af vinterens Africa Cup of Nations, en fysisk og mentalt drænende turnering, hvor Touré og Elfenbenskysten endelig fik det trofæ, man i et årti haft kæmpet for.
Men Yaya Touré er stadig en uhyre vigtig spiller for Manchester City. I Premier League er han i denne sæson gået glip af syv kampe, hvoraf City bare har vundet én – en sejrsprocent på 14 målt op imod 76 i de kampe, han han har spillet. Til gengæld er billedet anderledes i Champions League. City formåede med Touré på banen ikke at vinde de første fire kampe i turneringen, men da han sad udenfor i gruppespillets sidste to opgør mod Bayern München og Roma, tog holdet seks point. Retfærdigvis skal det siges, at Manchester City-midtbanen uden Yaya Touré blev kørt over af Barcelona for to uger siden, men vægtige stemmer i den engelske fodbolddebat har argumenteret for, at City og Touré spiller for udisciplineret i de taktisk prægede europæiske kampe.
”Touré har været et problem i Champions League. På trods af alle hans kvaliteter frem ad banen, forsøger han ikke rigtigt at løbe med hjem,” lød det i efteråret fra Paul Scholes, der er blevet bakket op af sin gamle Manchester United-holdkammerat Gary Neville.
”City er ikke i balance, når de spiller 4-4-2 med Yaya Touré, David Silva, Samir Nasri og Sergio Agüero. De bliver sårbare for ofte,” skrev Neville i Daily Telegraph i sidste uge.
Det er store spillere, som Manuel Pellegrini gerne vil finde plads til i sin startopstilling, og det er da også umuligt at forestille sig, at Yaya Touré onsdag ikke spiller på sin gamle hjemmebane Camp Nou, når hans tre kampes karantæne for efterårets røde kort mod CSKA Moskva er udløbet.
”Hvis vi slår Barcelona, kan vi gå hele vejen til finalen,” sagde Yaya Touré inden det første opgør.
Den tur har han gået før, og ofte har han været den, som har ført an i vejvisningen – men derudover kan det være svært at spå om, i hvilken retning ivorianeren bevæger sig.