Før CL-kvartfinalerne: Fransk fodbolds forsømmelser

Der er to franske klubber med i Champions Leagues kvartfinaler, og det er lidt af et særsyn. 

 

Det er kun sket to gange tidligere, i 2004 da Monaco og Lyon klarede sig forbi ottendedelsfinalerne, og i 2010, da Lyon og Bordeaux mødtes og garanterede en fransk semifinalist, og i år er altså både Paris Saint-Germain og Monaco med endnu, efter begge klubber rejste over den engelske kanal og hentede store resultater i London – monegaskerne med en 3-1-sejr på Emirates, mens PSG trods en Zlatan Ibrahimovic-udvisning på Stamford Bridge klarede 2-2 og gik videre på reglen om udebanemål.

 

Så trods svære modstandere i form af Juventus og FC Barcelona er der håb om succes i en turnering, som franskmændene aldrig rigtigt har kunnet dominere. Marseille vandt i 1993, og yderligere fem hold er gennem årenes løb nået hele vejen til finalen i Europa Cuppen eller Champions League, men det er resultater, som ligger væsentligt under, hvad en række andre lande kan fremvise. Så i international sammenhæng har de franske klubber og den franske liga aldrig været noget særligt, men det burde være anderledes. 

 

Målt på areal er Frankrig Europas næststørste land, og der er kun flere indbyggere i Rusland, Tyskland og Tyrkiet. Det velfungerende franske samfund har desuden haft en finger med i spillet i mange af de skelsættende fodboldbegivenheder, der fandt sted i forrige århundrede. Da FIFA blev dannet i 1904, skete det ved et møde i Paris, og den første præsident blev franskmanden Robert Guérin. To af hans landsmænd, den tredje FIFA-præsident Jules Rimet og Henri Delaunay, der i 1954 blev den første generalsekretær efter UEFA’s stiftelse, var hovedkræfterne, da VM i fodbold blev en realitet i Uruguay i 1930. Lucien Laurent fra det franske landshold scorede turneringens første mål i en 4-1-sejr over Mexico. 

 

Frankrig var desuden med i åbningskampen ved EM i 1960, der fandt sted på fransk jord. Førnævnte Henri Delaunay havde i årtier advokeret for et europæisk mesterskab, og da turneringen blev en realitet efter hans død, hans trofæet opkaldt efter ham – ligesom hans ven Jules Rimet havde prøvet det med VM-pokalen. 

 

Europa Cuppen var også en fransk opfindelse. På avisens L’Equipe var man i 1954 blevet så provokeret af, at Daily Mail havde udråbt Wolverhampton til verdensmestre for klubhold på grund af sejre over Spartak Moskva og Honvéd Budapest, at man tog initiativ til en turnering, der én gang for alle kunne afgøre de europæiske klubbers styrkeforhold.

 

UEFA kom med om bord, og forløberen til Champions League blev født. 
Ligeledes blev Ballon d’Or til på en fransk avisredaktion, da France Football i 1956 for første gang kårede årets spiller i Europa på baggrund af stemmer fra journalister fra hele verdensdelen. Syv gange har en franskmand i øvrigt vundet fodboldens mest prestigefyldte individuelle trofæ, for spillerne har Frankrig altid haft. Hvis alle tiders bedste europæiske spiller skulle kåres, hvilke andre lande ville så kunne mønstre to så stærke kandidater som Michel Platini og Zinedine Zidane? Under de to geniale playmakere finder vi et hav af superstjerner: Raymond Kopa, Just Fontaine, Jean Tigana, Alain Giresse, Jean Pierre

Papin, Eric Cantona, Lillian Thuram, Marcel Desailly, Patrick Vieira, Didier Deschamps, Thierry Henry, Franck Ribéry, Paul Pogba og adskillige andre.

 

Fodboldhistorien er fyldt med driftige franske initiativer, driftige franske ledere og driftige franske spillere – men hvor er de driftige franske klubber? Hvordan kan det være, at den franske liga ikke er på niveau med den tyske, den engelske, den spanske, den italienske? Hvorfor har klubber fra de fire lande – for ikke at tale om hollandske og portugisiske hold – vundet turneringen så mange gange, at det får Frankrigs enlige sejr til at blegne voldsomt?

 

Sport kom på den nationale agenda i Frankrig i 1870’erne, da landet måtte afstå Alsace og dele af Lorraine til Tyskland. Masser af fysisk udfoldelse og unge, stærke mennesker skulle gøre op med billedet af Frankrig som en nation i nedgang, men der gik en del år, før fodbold for alvor blev populært. Sporten kom til landet fra England, men var i starten en overklasseidræt, som ikke fangede den brede befolkning. Aviserne skrev hellere om andre sportsgrene, for eksempel rugby og cykling.

 

Det ændrede sig i forbindelse med Første Verdenskrig. De britiske soldater havde fodbolde med til skyttegravene i det nordlige Frankrig, og franskmændene så, hvordan englænderne brugte sporten til at skabe disciplin og sammenhold. Der blev arrangeret turneringer, hvor også menige franskmænd fik øjnene op for sporten, og i 1917 udsendte det franske krigsministerium et direktiv om, at der skulle sendes fodbolde til de kæmpende soldater ved fronten.

 

Umiddelbart efter krigen blev pokalturneringen – Coupe Charles Simon, opkaldt efter en fransk sportsmand der døde som soldat i 1915 – grundlagt, og i 1930 indførtes en professionel liga. Men det var ikke fuldboldsprofessionalisme med, hvad der dertil hører af rå kapitalisme. Ofte var en professionel kontrakt ikke målet, men midlet til at få et godt job i det civile erhvervsliv. Helt op i halvtredserne så Raymond Kopa, den første franske Ballon d’Or-vinder og senere stjerne for Real Madrid, fodbolden som en betalt bibeskæftigelse, så han havde tid og råd til at lade sig uddanne til elektriker i stedet for at blive minearbejder.

 

”Fransk fodbold blev professionaliseret rundt om amatørværdier. Ingen af interessenterne – hvad enten det var spillere, klubber eller de styrende organer – indførte forretningslogik i sporten. I stedet brugte de familieværdier. Derfor opstod et hybridsystem, der var markant anderledes end de modeller, der blev sat i værks andre steder i Europa,” skriver Geoff Hare, doktor ved Newcastle University, i sin bog ”Football in France – a cultural history.”

 

Anden Verdenskrig satte en stopper for udviklingen af professionel fodbold, der også efter 1945 havde sine særpræg. For det er svært at skabe en storklub i Frankrig, fortæller Didier Primault, der er direktør og økonom ved CDES, et fransk center for sportsøkonomi og -jura. I Frankrig er der kun én millionby, Paris, og det vanskelliggør klubbernes mulighed for at skabe et stort økonomisk fundament.

 

”Hvis vi sammenligner de største lande i Europa – Tyskland, Frankrig, England – er de urbane områder i Frankrig ret svage. Vi har et problem på grund af Paris’ tyngde og de andre byers svagheder. Udover Paris har vi Lyon og Marseille, men i europæisk sammenhæng er det ret små byer. Derfor har klubberne ikke en stærk økonomisk region at leve i,” fortæller Didier Primault.

 

I 2009 udgav forfatteren og journalisten Simon Kuper og økonomen Szymanski bogen ”Soccernomics”. Med baggrund i tal og statistik forsøgte de to forfattere at forklare fodboldens verden, blandt andet ved at finde ud af hvilket land der var mest fodboldinteresseret. 

 

Frankrig vandt ikke. Tværtimod viste bogen, at Frankrig havde en fodboldinteresse, der var lavere end i de lande, som man normalt ville sammenligne med. Kuper og Szymanski sammenholdt tilskuer- med indbyggertal og fandt frem til, at, groft udregnet, 0,9 procent af Frankrigs befolkning gik til fodbold i landets tre øverste divisioner. Tallene for England, Spanien, Tyskland og Italien var henholdsvis 2,5, 1,9, 1,5 og 1,2. Og selv om tallet for Italien ligger tættest på Frankrig, har man en anden tilgang til sporten i støvlelandet.

 

”Franskmændene har altid haft en ærefrygt over for den italienske fodboldkultur: Se, et folk som rent faktisk interesserer sig for sporten!” har Simon Kuper, brite men bosat i Paris, skrevet ved en anden lejlighed.

 

Spørgsmålet om den franske fodboldpassion er gammelt. Der er masser af franskmænd, der ser fodbold – men ser de det med samme passion som i de øvrige europæiske lande? John Sivebæk spillede fem år i Frankrig i slutningen af firserne og begyndelsen af halvfemserne, først i Saint-Étienne og siden i Monaco. Han roser landets fodboldkultur og interessen for sporten – men der mangler alligevel noget i forhold til andre lande, som Sivebæk har spillet i.

 

”Hvis man sammenligner, er entusiasmen knap så stor i Frankrig som i Italien og England. Folk har en naturlig skepsis over fodbolden. Det skal helst være rigtigt godt, før man gider gå op i det, hvorimod italienerne har en fankultur og er med på godt og ondt, uanset hvordan det går. I Frankrig er man lidt mere kræsne. Befolkningen er lidt mere arrogant og selvbevidst. Italienerne er meget åbne og snakkesagelige mennesker, hvorimod franskmændene på mange kan virke reserverede og snobbede. Men det er dog en fejlslutning i min verden, for det er nogle søde og rare mennesker,” siger John Sivebæk, der fortæller, at fodboldinteressen svinger alt efter, hvor man befinder sig.

 

”Jeg var heldig at spille i Saint-Étienne, som er en stor og traditionsrig klub. Det er en lille by, hvor fodbold betyder rigtigt meget. Jeg har lige været der igen, og folk kan stadig huske en, når man går på gaden. Der er det fodbolden, man samles om, mens det var helt anderledes i Monaco. Der blev man ikke genkendt, for de gik ikke så meget op i sporten, og for øvrigt var der mange andre kendte mennesker dernede. De er ikke fans, som man kender det fra resten af Europa.”

 

Geoff Hare skriver i ”Football in France – a cultural history” om mulige årsager til, at man i Frankrig ikke er helt lige så fodboldgale som andre steder i verden. 

 

”Manglen på traditionel fodboldpassion i Frankrig kan skyldes den sene professionalisme, der måtte begynde forfra efter Anden Verdenskrig. Dette, plus den sene industrialisering og urbanisering, der fandt sted i de 30 år frem til oliekriserne i halvfjerdserne, betød, at der ikke var en traditionel supporterkultur fra arbejderklassen, som de efterfølgende generationer af fans kunne blive en del af.”

 

Og mens fodbolden i sin spæde franske barndom blev set på som en overklassesport, var eliten i det 20. århundrede ikke interesseret. Sammen med de manglende franske storbyer ser Didier Primault det som den helt store årsag til fransk klubfodbolds problemer.

 

”Sport er historisk og kulturelt ikke værdsat af eliten som noget vigtigt. Dengang jeg studerede økonomi på universitet og fortalte, at jeg spillede og var fan af fodbold, blev det regnet som meget mærkeligt. For hovedparten af den økonomiske og kulturelle elite i Frankrig er fodbold ikke relevant som aktivitet eller interesse sammenlignet med klassisk musik, opera, teater, filmkunst og så videre.”

 

”Det har langsomt ændret sig i de seneste 20 år, og hovedårsagen var VM-sejren i 1998. Så anerkendte eliten, at fodbolden var god for Frankrig. Men indtil da var fodbolden ikke regnet for noget,” siger Didier Primault. 

 

Også i fodboldmiljøet er den manglende interesse en problematik, man har været opmærksom på. I 2013 beklagede Eric Cantona sig over tingenes tilstand i et interview med L’Equipe.

 

”Der er seks klubber i Rio og det samme i London. I andre storbyer som Rom, Barcelona, Milano, Madrid, Buenos Aires, Manchester og Istanbul har man minimum to, men i Frankrig har vi aldrig været i stand til at have to levedygtige klubber i Paris”

 

”Det er ikke unikt for Paris. Frankrig er det eneste land, hvor der ikke er to topklubber i den samme by. Jeg taler om den bedste række. Vi må se realiterne i øjnene: Frankrig har ikke en fodboldkultur, har ikke passion for fodbold. Sådan er situationen i hvert fald i dag. Måske ændrer det sig.”

 

Der er byer og klubber, som er godt med. Paris Saint-Germain havde i sidste sæson et tilskuergennemsnit på godt 45.000 tilskuere på hjemmebanen Parc des Princes, og både Lille og Marseille havde også tæt på 40.000 tilskuere per kamp. Men ligaens gennemsnit var på cirka 21.000, og det er lavere end i Bundesligaen, Premier League, La Liga og Serie A, selv om kun Tyskland har flere indbyggere end Frankrig.

 

Måske er der europæisk succes på vej til Frankrig. I de seneste to sæsoner har Paris Saint-Germain forgæves forsøgt at besejre et af de store Champions League-hold, men i år lykkedes det at slå Chelsea, så der i næste uge venter en svær, men ikke umulig kvartfinale mod FC Barcelona. Og udover storsatsende PSG er Monaco trods massiv spillerafgang i sommer også nået med blandt de sidste otte hold i den store europæiske turnering.

 

Men er det en enlig svale, som det var i 2004 og 2010, eller vil vi fremover se flere franske klubber blande sig blandt de helt store drenge?

 

”Jeg fornemmer en større interesse for fransk fodbold,” siger John Sivebæk, der stadig følger med i Ligue 1, blandt andet via sit job som spilleragent. 

 

”Jeg er i tvivl om Monaco, men Paris holder ved, Lyon vender tilbage, og Marseille vender tilbage. Men det hænger lidt sammen med, hvor meget man har mulighed for at investere. Det er svært at hamle op med for eksempel de engelske klubber, selv om de ikke længere er med i Champions League i år. Det er nogle gange sådan, at man peaker et enkelt år, og så dykker man lidt igen. Der skal lidt flere kræfter og lidt mere historie til at holde niveauet,” mener Sivebæk.

 

Didier Primault tror på, at PSG vil kunne tilkæmpe sig en fast plads blandt Europas bedste. 

 

”Det er mærkeligt, at man har et byområde med mere end 10 millioner indbyggere, som ikke har været i position til at konkurrere på højeste niveau i Europa. Den eneste europæiske by, man kan sammenligne med Paris, er London, og i London er der masser af klubber med store budgetter og et højt niveau.”

 

”Frankrigs elite bor i Paris, og den er ikke interesseret i fodbold. Det kan være en del af forklaringen, men trods manglen på involvering fra befolkningen, bør man med god ledelse og et godt projekt kunne have en eller to store klubber i Paris. Selv med Financial Fair Play-reglerne er der en stor fremtid for en storklub i Paris på grund af det økonomiske potentiale i byen,” siger økonomen.

 

Spørgsmålet er så, hvordan fransk fodbold reagerer på, at én klub i øjeblikket er mægtigere end alle andre. Paris Saint-Germain slog i weekenden Marseille i en af Ligue 1’s klassiske opgør, og med kun ét nederlag i de seneste 18 kampe ligner den forsvarende mester et hold, der har fundet formen på det rette tidspunkt. Pariserne fører tabellen og styrer mod det tredje mesterskab i træk og måske en serie lignende den, Lyon havde, da man vandt syv mesterskaber i træk fra 2002 til 2008.

 

”Det er alarmerende. Vores problem er, at der er stor forskel på Paris Saint-Germain og alle de andre hold,” sagde Thierry Braillard, Frankrigs sportsminister, allerede inden sæsonen i en AP-artikel, men John Sivebæk ser både positive og negative konsekvenser af PSG’s dominans,

 

”I Frankrig snakker man allerede om, at man ikke kan slå dem længere. Hvis de dykker lidt, køber de bare nogle nye gode spillere. Det er ikke sundt for en turnering. Men mere fokus på fransk fodbold vil smitte af på de andre klubber. Jeg tror, at spillere rundt om i Europa vil få øjnene op for, at den franske Ligue 1 er en spændende og rigtig god liga at spille i. Så er man også i stand til at tiltrække nogle større spillere og ikke kun sælge dem ud af Frankrig,” siger spilleragenten.

 

Didier Primault spår også, at andre klubber end PSG vil kunne leve fint. Ikke kun i Frankrig, men også på den internationale scene, hvor franskmændene vil stå godt, hvis UEFA følger op på Financial Fair Play med flere regler og direktiver.

 

”Der bør være plads til Marseille, til Lyon, til Lille. Indtil nu har det været svært for klubberne at tiltrække investorer. De har været afskrækket af et ret kompliceret system i Frankrig, hvor de lokale myndigheder har en del indflydelse, og hvor der er mange restriktioner, hvis man investere i klubberne. Men klubberne er bæredygtige, fordi der er mange regler, der skal sikre, at klubberne er veldrevne. Jeg tror, at de franske klubber er bedre forberedt på at skulle agere på mere reguleret marked end for eksempel spanierne og italienerne. Vi har stadig et problem med manglende fans, manglende tilskuere, manglende investorer og manglende interesse fra befolkningen generelt. Men hvis klubberne formår at skabe bedre forretningsmodeller, vil vi være bedre stillet i fremtiden,” siger Didier Primault.

 

Så der er positive tendenser i fransk fodbold, men nu er paradokset, at man i Paris Saint-Germain endelig har en klub, der ligner en fast kandidat til Champions League-titlen, men til gengæld kan være med til at udhule spændingen i den hjemlige liga. Den særprægede historie om fransk klubfodbold er ved at tage endnu en drejning.