Video : Tipsbladet
Champions League

Fra næsten ingen spilletid til anfører: Solari roser Isco

Isco havde anførerbindet på, da Real Madrid smadrede Melilla torsdag aften, som måske kan blive starten på mere spilletid under Solari.

Real Madrid skiftede ud på trænerposten efter et ydmygende nederlag til FC Barcelona, hvor Julen Lopetegui gik ud ad døren, mens Santiago Solari kom ind på førsteholdets trænerbænk. Det har betydet, at en spiller som Isco ikke længere spiller samme afgørende rolle på holdet.

Men i torsdagens pokalkamp mod upåagtede Melilla, der endte 6-1, som gav en samlet sejr på 10-1, var Isco med fra start som anfører for 'Los Blancos'. Ved det efterfølgende pressemøde blev Solari spurgt ind til, hvordan han oplevede forholdet til Isco.

- Jeg er meget glad for Isco. Jeg er ærgerlig over, at han ikke fik scoret på sin chance i første halvleg, for det havde været et fremragende mål, siger han og uddyber, at han har det på samme måde med Asensio, der stod for to af scoringer. Han har også haft svært ved at få spilletid.

- Kampen viste, at der er mange spillere, som viste engagement. Vi er solide, og vi gjorde det rigtig godt offensivt, og jeg var desuden glad for Fidalgo, Fran Garcia og Javi Sanchez' debuter, lyder det fra Solari.

Nu venter VM for klubhold endvidere for Real Madrid som forsvarende Champions League-mestre. Han slår dog fast, at der er en del at se til, inden man når dertil oppe i hovedet.

- Vi skal have fokus det rette sted, da vi først skal forbi Huesca, CSKA og Rayo Vallecano, forklarer Real Madrid-træneren.

Solari afviser dog ikke, at han glæder sig meget til VM for klubhold, som er en turnering, han elsker, fortæller han.