Griezmann: Ligegyldigt, hvem vi trækker
Foto: Daniel Ochoa de Olza/Polfoto
Champions League

Griezmann: Ligegyldigt, hvem vi trækker

Franske Antoine Griezmann var med til at spille Atletico Madrid i kvartfinalen i Champions League, og nu er han ligeglad, hvem klubben trækker i kvartfinalen.

Sidste sæson var de i Champions League-finalen og var faktisk kun minutter fra at vinde verdens største klubturnering. Men en udligning fra Sergio Ramos slukkede Atleticos håb, og siden scorede Real Madrid igen i den forlængede spilletid, så det blev lokalrivalerne fra Real Madrid, der løb med trofæet.

Igen i år er Atletico Madrid med i turneringen, og igen i år er klubben kommet langt. Det holdt godt nok hårdt tirsdag aften, hvor klubben måtte ud i straffesparkskonkurrence mod tyske Leverkusen, men det lykkedes for Atletico Madrid at trække  det længste strå, og klubben er derfor klar til kvartfinalen.

Og her står der ifølge franske Antoine Griezmann ikke nogen speciel modstander på ønskeslisten.

- Jeg er ligeglad med, hvem vi møder i næste kamp, for vi er i kvartfinalen, og det er det vigtigste, sagde franskmanden til AS efter klubbens avancement i turneringen.

- Det var en hård kamp. Vi vidste, vi havde en god mulighed for at gå videre med vores fans bag os, og vi gav alt, hvad vi havde, sagde han videre.

Atletico Madrid tabte det første opgør i Tyskland, men formåede altså at spille sig videre i turneringen alligevel.

Også Monaco gik tirsdag aften videre i turneringen, ligesom Real Madrid, FC Porto, FC Bayern München og Paris Saint-Germain avancerede i sidste uge. Onsdag aften mødes FC Barcelona og Manchester City, ligesom også Dortmund og Juventus skal have afgjort, hvem der skal videre i turneringen.