Guardiola vil ikke spare stjernerne
I sidste uge vandt FC Barcelona 5-1 over Shakhtar Donetsk i den første Champions League-kvartfinale på Camp Nou.
Forspringet kunne give Josep Guardiola anledning til at sende en håndfuld af reserverne på banen i aftenens returopgør for at spare nogle af de bærende spillere og samtidig minimere risikoen for skader forud for weekendens liga-opgør imod ærkerivalerne fra Real Madrid.
Men det kommer ikke til at ske, understregede cheftræneren på det officielle UEFA-pressemøde.
- Spare spillere nu? Vi spiller om en plads i Champions League-semifinalerne, og vi bliver nødt til tage opgaven seriøst, lød det fra Josep Guardiola, som ikke vil høre tale om, at de spanske mestre kan tillade sig at tabe kampen og alligevel gå videre.
- Vores målsætning imod Shakhtar er at vinde kampen ved at score et mål eller to. Det vil altid være vores målsætning.