Det er triste minder, som dukker op, når Schalke 04 tænker tilbage på sidste års Champions League-opgør mod Real Madrid.
Den tyske klub blev nemlig sendt ud af turneringen med et samlet 9-2-nederlag, hvilket især blev grundlagt efter en 6-1-lussing på hjemmebane.
Sådan en øretæve må Schalke ikke løbe ind i igen, slår Klaas-Jan Huntelaar fast.
- Vi gav kampen væk for let, sidste gang vi mødte Real Madrid på hjemmebane, siger Klaas-Jan Huntelaar til Goal.com.
- Vi lukkede for mange mål ind via egne fejl. Vi kunne have udlignet til 1-1, men i stedet tabte vi hovederne, da der stod 3-1 til Real Madrid. Vi skal gøre det bedre denne gang.
- Vi vil gerne give vores fans et godt resultat,men vi bliver nødt til at udnytte vores chancer, hvis det skal ske, lyder det fra angriberen.
Kampen bliver sparket i gang onsdag aften klokken 20.45.