Ivanovic: Vi mistede koncentrationen
Foto: Francois Mori/Polfoto
Champions League

Ivanovic: Vi mistede koncentrationen

Branislav Ivanovic er ikke tilfreds med, at Chelsea mistede det uafgjorte resultat til sidst.

Chelsea satsede på kontraer i tirsdagens Champions League-opgør mod Paris Saint Germain, og det var lige ved at give pote for englænderne, men takket være en scoring af Edison Cavani efter 78 minutter lykkedes det hjemmeholdet at vinde 2-1 i den første ottendedelsfinale.

Dermed er Chelsea presset inden returkampen på Stamford Bridge, men forsvarsklippen Branislav Ivanovic er optimistisk.

- Det var en meget svær kamp, hvor vi forsøgte at spille vores eget spil og score udebanemålet. De scorede det første, hvilket var vigtigt for dem, men vi blev ved med at klø på. Vi ved, at vi er nødt til at sætte alt ind på hjemmebane og gå videre, siger serberen ifølge BBC og tilføjer:

- Vi udviste mod og prøvede at score mål, og vi havde et par chancer, før de scorede. Vi mistede koncentrationen til sidst. Vi var lidt for åbne. Når man er oppe mod topangribere som PSG's, så udnytter de chancerne. Vi skal være mere kompakte og forsigtige. Det er sådanne små detaljer, der afgør en kamp.

John Obi Mikel scorede Chelseas enlige mål i kampen, mens Zlatan Ibrahimovic bragte PSG foran.