Video : Tipsbladet
Champions League

Klopp før afgørende slag mod Napoli: Det bliver en stor udfordring

Jürgen Klopp forventer en særdeles svær opgave mod et velorganiseret Napoli-hold, men ved at Liverpool er i stand til at få sit resultat hjemme på Anfield Road

Liverpool har sat sig selv i en svær position før den sidste og afgørende kamp i Champions Leagues gruppespil. Her ligger holdet kun på en tredjeplads i Gruppe C bag Napoli og Paris Saint-Germain. Netop gruppens førerhold fra Napoli er modstanderen i tirsdagens kamp, og her er det ikke nødvendigvis nok med en sejr for at sikre sig avancement.

Liverpool er nemlig tvunget til at vinde med enten 1-0 eller med to overskydende mål, hvis de vil gå videre. Alt andet vil placere dem uden for de to øverste pladser i gruppen, hvilket vil betyde at sidste sæsons finalister i år må se sig slået ud i gruppespillet.

Den virkelighed er de ganske udmærket klar over i Liverpool, og holdet med manager Jürgen Klopp i spidsen har allerede én gang mærket, hvor svære italienerne er at spille mod. I de to holds første opgør vandt Napoli nemlig med 1-0 på hjemmebane. Og ifølge engelske Sky Sports ved Jürgen Klopp godt, at der ikke er plads til fejl, når det går løs på Anfield i morgen. Men han tror på, at Liverpool endnu engang kan hive et stort resultat hjem på sin legendariske hjemmebane.

- Vi ved alle, hvilke resultater vi har brug for. Det er svært, for Napoli er gode på bolden, og også i kontraspillet. Og, som et typisk italiensk hold, også gode defensivt. Så det er en stor udfordring, men det er fodbold, og hvis noget specielt kan lade sig gøre, er det her. 

Ender det ikke med sejr kan det endda gå helt galt for Liverpool, da de før i morgen kun er to point foran serbiske Røde Stjerne. De kan dermed i værste fald også gå glip af tredjepladsen og billetten til Europa League i foråret.