Video : Tipsbladet
Champions League

Leipzig snubler og sender Bayern på førstepladsen

RB Leipzig fik en røvfuld hjemme mod Schalke 04, mens Bayern München var lidt heldige og tager førstepladsen efter 3-2 i Paderborn.

Indledningen på Bundesliga-sæsonen har været intens og tæt med et parløb mellem RB Leipzig og Bayern München. Lørdag skiftede førstepladsen så ejer, da RB Leipzig hjemme tabte med 3-1 til Schalke 04, mens Bayern München lidt heldigt tog alle tre point i Paderborn.

Schalke tog føringen efter en lille halv time, da et hjørnespark blev forlænge ved forreste stolpe. Dybere inde i feltet stod Salif Sane klar og pandede gæsterne foran. 0-2 blev det også før pausen. Amine Harit fik chancen fra 11 meter efter en klodset forsvarsaktion fra Leipzig, og herfra svigtede Schalke-spilleren ikke 2-0 ved pausen.

0-3 blev det kort inde i anden halvleg. Schalke 04 fik en lynhurtig omstilling og stormede frem, og bolden blev sendt ud i venstre side til Rabbi Matondo, der alene igennem sikkert scorede. Med syv minutter tilbage fik Leipzig pyntet en smule, da Emil Forsberg hakkede til kuglen udefra. En let bold lige på keeperen, men med et fælt drop blev det 1-3, der også blev kampens resultat.

Serge Gnabry og Coutinho lynede for Bayern München i Paderborn, og oppe med 0-2 lignede det en meget sikker udesejr. Et modsvar fra Proger bragte dog spændingen tilbage, men den blev dræbt igen med ti minutter tilbage, da Robert Lewandowski slog til.

Fem minutter før tid lykkedes det for Collins at reducere for Paderborn, men med 2-3 på tavlen kom man ikke tættere på.

Med sejren er Bayern München ny etter i Bundesligaen med 14 point for seks kampe. Leipzig, Schalke, Mönchengladbach og Leverkusen har alle 13 point.