Video : Tipsbladet
Champions League

Liverpool-anfører om CL-triumf: Umuligt uden Klopp

Liverpool-anfører Jorden Henderson var fyldt med rosende ord om træner Jürgen Klopp, efter holdet sikrede Champions League-trofæet i lørdagens finale mod Tottenham.

Liverpool vandt lørdag dette års Champions League-finale med en 2-0 sejr over Tottenham. Dermed har Merseyside-klubben nu vundet Champions League seks gange. 

Ifølge Jordan Henderson ville det dog ikke have været muligt at vinde den præstigefyldte turnering uden manageren, Jürgen Klopp. 

- Uden denne manager ville det her være umuligt. Du går igennem hårde perioder i en sæson, men det han har gjort, siden han kom hertil, er ufatteligt. Der er et helt særligt sammenhold, og han har skabt et helt specielt omklædningsrum. Al ros går til manageren, siger han ifølge Goal. 

Ud over at rose Jürgen Klopp, satte Jordan Henderson også et par ord på, hvordan han selv havde det med Champions League-triumfen. 

- Det er det bedste øjeblik i mit liv, og det er, hvad jeg har drømt om, siden jeg var et barn. Jeg er så stolt af at være en del af den her fodboldklub, og at være anfører i den her finale er så specielt for mig, siger han ifølge Goal. 

Jordan Henderson spillede samtlige minutter i Champions League-finalen lørdag aften.