Video : Tipsbladet
Champions League

Liverpool-helt: Var sur over at starte på bænken

Georginio Wijnaldum blev skiftet ind og scorede to mål, da Liverpool vandt FC Barcelona tirsdag.

Georginio Wijnaldum indtog en hovedrolle, da Liverpool tirsdag aften besejrede FC Barcelona med hele 4-0 og sikrede sig en billet til Champions League-finalen.

Wijnaldum startede nemlig på bænken og kom ind i pausen, hvorefter han scorede til både 2-0 og 3-0 i henholdsvis det 53. og 54. minut. Og den præstation var drevet af vrede.

Han var nemlig ikke helt tilfreds med at starte opgøret bænken, forklarede hollænderen med et glimt i øjet efter opgøret ifølge UEFAs hjemmeside.

- Jeg var rigtig sur over, at træneren satte mig på bænken. Jeg forsøger bare at hjælpe mit hold, og jeg er glad for at kunne gøre det med to mål, forklarede Wijnaldum og tilføjede:

- Det er utroligt. Efter kampen i Spanien var vi overbeviset om, at vi kunne score fire og vinde 4-0. Folk udenfor tvivlede på os og troede ikke, at vi kunne gøre det. Men igen viste vi at, alt er muligt i fodbold.

Udover Wijnaldum blev belgiske Divock Origi også dobbelt målscorer, da han scorede til 1-0 og 4-0.

Liverpool skal spille Champions League-finale den 1. juni, og onsdag afgøres det, om de skal møde Ajax eller Tottenham.