Video : Tipsbladet
Champions League

Liverpool-profil vil undgå engelske hold i kvartfinalen

Står det til James Milner, kommer der ikke et engelsk hold op ad bowlen, når der senere i dag trækkes lod til kvartfinalerne i Champions League. Han vil nemlig gerne have flere engelske hold med videre i turneringen

Med en flot sejr på 3-1 ude over mægtige Bayern München kvalificerede Liverpool sig i onsdags til kvartfinalerne i Champions League. Hvem der her skal møde hinanden bliver afgjort senere i dag, når der trækkes lod til kvartfinalerne.

Her kommer hele fire af de otte hold fra England. Udover Liverpool er også Tottenham, Manchester United og Manchester City gået videre, og der er derfor en vis sandsynlighed for, at to engelske hold tørner sammen.

Men det vil de helst undgå i Liverpool. I hvert fald hvis du spørger James Milner, der langt hellere vil møde enten FC Barcelona, Juventus, Ajax og FC Porto, som er de fire øvrige hold i bowlen. Det fortæller den alsidige englænder ifølge Sky Sports.

- At have fire hold blandt de sidste otte er fantastisk for England. Jeg vil ikke møde nogle af de andre, for at være ærlig. Vi vil have så mange hold som muligt med videre, fortæller Milner og uddyber:

- I de seneste år har vi altid haft troen på, at Premier League er den bedste liga i verden. Det har været en topliga, men uden mange hold i de afsluttende runder.

Der har været stor spansk dominans i de seneste år, hvor Real Madrid har vundet Champions League i fire ud af de seneste fem sæsoner. Og det er da også hele ti år siden, at der seneste var fire engelske hold med i kvartfinalen. Tilbage i sæsonen 2008/2009 var Liverpool, Manchester United, Chelsea og Arsenal alle med.

Med Real Madrid ude af turneringen efter deres chokexit mod Ajax, er der for første gang siden 2015 garanti for, at den spanske storklub ikke løber med trofæet. Ikke siden Chelseas triumf i 2012 har et engelsk hold vundet den fineste europæiske klubturnering.