Lucas Moura-hattrick sender Tottenham i CL-finalen i vildt comeback
Foto: Getty Images
Champions League

Lucas Moura-hattrick sender Tottenham i CL-finalen i vildt comeback

Det bliver en ren engelsk finale i Champions League i denne sæson, da Tottenham skal møde Liverpool efter et stort comeback i returkampen mod Ajax onsdag aften.

Det er tilsyneladende de helt store comebacks turnering i denne sæsons Champions League, og denne gang var det Tottenham, der stod bag en af slagsen, da de vendte 0-2 til 3-2 i returkampen mod Ajax i semifinalen. Dermed er Tottenham klar til finalen efter samlet 3-3, hvor de går videre på reglen om udebanemål.

I returen var der desuden tre danskere med fra start i form af Kasper Dolberg og Lasse Schöne for Ajax, mens Christian Eriksen repræsenterede Tottenham.

Som kampen udviklede det sig hurtigt til Ajax' fordel, da Matthijs De Ligt gjorde det til 1-0 på et veltimet og ganske overlegent hovedstødsmål, som i den grad var med til at kickstarte kampen, som levede på fuld knald hele vejen igennem.

For selvom Ajax også kom på 2-0 efter 35 minutters spil, så havde Tottenham bestemt også deres muligheder inden. Det begyndte dog at se meget sort ud for Christian Eriksen og Co, da Hakim Ziyech lagde kuglen i det fjerneste hjørne efter stærkt forarbejde af blandt andet Tadic.

Efter pausen begyndte tingene nu at gå Tottenhams vej. Der blev lavet lidt om i opstillingen, og Fernando Llorente blev sendt på banen fra anden halvlegs begyndelse i stedet for Wanyama, som havde døjet med en skade i første halvleg.

Det gav en saltvandsindsprøjtning til Tottenham, som reducerede til 2-1 efter 10 minutters spil af anden halvleg ved et kvikt angreb afsluttet af Lucas Moura, og bare fire minutter efter var han på spil igen, da han udlignede til 2-2.

Her var der tale om en situation, hvor Ajax-målmand Onana først havde leveret en feberredning, hvorefter han fumlede med bolden, som Lucas udnyttede og scorede på.

Dermed var Tottenham nu kun ét mål fra at være finaleklar, og i den sidste halve time af den ordinære spilletid var der chancer til begge hold, hvor et stolpeskud af Ziyech og et hovedstød på overliggeren af Jan Vertonghen fik tilskuerne til at snappe efter vejret.

Lige som man troede, at der ikke var mere overtid tilbage, så greb Tottenham chancen og efter en stærk duel fra Llorente kom Lucas Moura frem til en ny mulighed, og han var kølig og scorede hattrick og sendte Tottenham i finalen i Champions League.

I finalen skal de møde Liverpool i en ren engelsk finale 1. juni i Madrid på Wanda Metropolitano.