• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Champions League Victor Risager

Målfest i Valencia: Ilicic og Atalanta stryger videre i Champions League

Foto: Getty Images

En stor præstation af Josip Ilicic sender Atalanta i Champions Leagues kvartfinaler.

Af Victor Risager

Atalanta er klar til kvartfinalerne i Champions League efter en samlet 8-4-sejr over Valencia.

Efter at det første opgør i Italien sluttede med en 4-1-sejr til Atalanta, skulle italienerne blot undgå at tabe stort i returopgøret på Valencias hjemmebane, Mestalla, tirsdag aften.

Mestalla var tomt for tilskuere som følge af frygten for coronavirus, og de fraværende tilskuere blev snydt for en målfest, da det sluttede 4-3 i Atalantas favør. Og sejren kan de især takke Josip Ilicic for.  

Atalanta satte gang i scoringen efter tre minutters spil, da værternes Mouctar Diakhaby begik straffespark, og det  udnyttede Josip Ilicic og scorede stensikkert. Føringen holdt imidlertid kun til det 21. minut, hvor Kevin Gameiro udnyttede et koks i Atalantas forsvar til at sende udligningen i mål.

Men før pausen kom de italienske gæster foran. Diakhaby begik sit andet straffespark i kampen. Det gav Josip Ilicic muligheden for at score sit andet mål i kampen, og han svigtede ikke fra ellevemeterpletten. Atalanta gik dermed til pause foran 2-1.

Målene fortsatte med at hagle ind efter pausen. Først scorede Kevin Gameiro sit andet mål i kampen, da han udlignede til 2-2 med et stærkt hovedstød efter 51 minutter. Og et kvarter efter kom Valencia foran for første gang i kampen, da Ferran Torres flot chippede bolden over Atalantas keeper og i mål. 

Læs også:Manchester United skal spille for tomme sæder i Europa League

Ilicic var dog slet ikke færdig med at gøre ondt på Valencia. Med tyve minutter igen scorede Ilicic sit tredje mål i kampen efter et kontraangreb, og ti minutter senere krøllede han sit fjerde mål i kassen.

Det blev kampens sidste scoring, og Atalanta vandt altså 4-3, hvilket giver dem en samlet 8-4-sejr. De er nu klar til kvartfinalerne i Champions League, mens Daniel Wass og Valencia er færdige i turneringen for denne gang. 

Læs også:Barcelona-Napoli skal spilles for tomme tribuner

Læs også:Champions League-brag i Paris skal afvikles uden tilskuere

Superliga

Mere Superliga

Fokus