Real Madrid skabte det bedste udgangspunkt med en 3-1-sejr på hjemmebane over Paris Saint-Germain.

Tempo, intensitet, hævnaktioner, chancer og mål.

De første 45 minutter mellem Real Madrid og Paris Saint-Germain havde det hele.

Der blev spillet offensivt og aggressivt fodbold fra første minut på Santiago Bernabeu, som var mere højlydt end længe set. Den brasilianske stjernespiller, Neymar, var i fokus med det sammen. Han udfordrede lystigt Nacho på Real Madrids højre back, men spanierne var også meget opsatte på at lave en masse små frispark på udeholdets stjerne.

Det lykkedes for Real Madrid-spillerne at slippe uden advarsler for de mange forseelser, men derimod fik det Neymar op i det røde felt. Brasilianeren sparkede Nacho ned bagfra, og det gav ham et tidligt gult kort.

Som halvlegen skred frem kom der også flere muligheder i begge ender, og det skete samtidig med, at der blev begået færre frispark.

Efter en god halv time kunne Paris Saint-Germain tage føringen, da Adrien Rabiot sparkede bolden ind bag Keylor Navas fra en fri position i feltet efter en smart aflevering af Neymar.

Målet satte automatisk Real Madrid under pres, og spanierne indledte et mindre stormløb mod Alphonse Areolas mål, og det gav pote kort før pausen, da Toni Kroos fremtvang et straffespark, som Giovani Lo Celso klodset begik.

Som så ofte før stod Cristiano Ronaldo naturligvis klar ved straffesparkspletten, og her sparkede portugiseren knaldhårdt til bolden, og selvom Areola gik til den rigtige side, kunne han ikke nå ud til Real Madrid-stjernens afslutning.

1-1 efter en forrygende første halvleg, hvor der blev spillet fodbold på højeste niveau. Det lovede godt for de sidste 45 minutter.

Efter pausen var der fortsat tempo, intensitet, chancer og mål. 

Paris Saint-Germain overtog gradvist mere af kontrollen over kampen, og Keylor Navas måtte undervejs også diske op med en pragtredning på et forsøg fra Kylian Mbappé.

Franskmændene formåede dog ikke at udnytte spilovertaget til scoringer, og i stedet begyndte Real Madrid at se mere farlige ud på kontraangreb, hvor Gareth Bale, der havde erstattet Karim Benzema, var en trussel i bagrummet.

Det var dog en anden Real Madrid-indskifter, der kom ind og afgjorde tingene. Marco Asensio gik til baglinjen i venstre side, hvorefter han sendte en flad bold ind foran mål, hvor Cristiano Ronaldo dukkede op og scorede efter 83 minutter.

Få minutter senere var det igen Marco Asensio, der sendte et indlæg ind i feltet fra venstre side, og her dukkede Marcelo op og hamrede bolden ind til 3-1, og så kunne jublen for alvor bryde løs på Santiago Bernabeu.

Real Madrid står nu med et fornuftigt udgangspunkt inden returopgøret i Paris, mens franskmændene skal på måljagt i hjemmekampen.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.

SENESTE NYT...
OP | NED