Galatasaray avancerede onsdag eftermiddag fra gruppespillet i Champions League på bekostning af Juventus, som tyrkerne slog 1-0 på en umulig bane i kraftigt vintervejr i Istanbul. Det rokker dog ikke den mindste smule ved glæden, selv om Roberto Mancini delvist er enig med Juve-træner Antonio Conte i, at opgøret ikke skulle være afviklet.
- Det var svært at spille fodbold under disse omstændigheder, og jeg sagde også på forhånd, at det var farligt for spillerne. Måske havde det været bedst ikke at spille, siger Galatasaray-manageren og fortsætter:
- I går var det decideret umuligt, da en overflade af is havde lagt sig på banen. Jeg fortalte UEFA, at i min verden burde kampen heller ikke være spillet i dag. Jeg er enig med Conte i, at det var umuligt for begge hold at spille. Det blev et lotteri. Alt i alt var det en åben kamp, men vi var mere agressive, så sejren var fortjent.
Galatasaray fik en svær start på gruppespillet, da holdet tabte hele 1-6 til Real Madrid i premieren. Undervejs blev det også til et nederlag i Parken til FC København.