Video : Tipsbladet
Champions League

Mats Hummels: Har ikke ondt af Arsenal

Bayern München sendte Arsenal ud af Champions League med samlet 10-2. Men den tyske forsvarsspiller har ikke ondt af sin modstander.

Det gør ondt at tabe fodboldkampe. Det gør ekstra ondt at tabe stort. Det måtte Arsenalspillerne sande, da de tirsdag tabte med 1-5 til Bayern München hjemme på Emirates. Det betød at Premier League-klubben blev sparket ud af turneringen med et samlet nederlag på 10-2.

En af bødlerne fra Bayern München er Mats Hummels. Og selvom han selv kender til følelsen af at tabe stort til Bayern - som han oplevede i sin tid i Dortmund - så har han ikke ondt af Arsenalspillerne.

- Jeg ved ikke, om man kan have ondt af folk i sport. Man må bare gøre sit bedste, og i sidste ende var de meget uheldige i denne omgang. De havde 50 gode minutter, og det kan ske, sagde Hummels efter kampen.

- Måske møder vi dem igen i de kommende år og oplever de samme problemer som dem. Jeg synes ikke, vi skal have ondt af dem. Det er bare sport. Hvis du vinder, nyder du det bare. Det ser naturligvis ikke godt ud for Arsenal, og det er ærgerligt, sagde Hummels.

Den tyske landsholdsspiller har dog vist sig fra den sympatiske side før. I VM-semifinalen mod Brasilien i 2014 vandt tyskerne med 7-1 efter at have været foran med 5-0 ved pausen. Hummels forklarede dengang, at den tyske trup var blevet enige om at sænke tempoet en smule af respekt for modstanderen.