Video : Tipsbladet
Champions League

Milik langer ud efter sofa-eksperter

Napoli-angriberen forsvarer sin præstation og store chance i italienernes Champions League-exit

Den polske angriber Arkadiusz Milik blev skiftet ind i tirsdagens Champions League-nederlag til Liverpool. Mod slutningen havde han en stor chance for at udligne, hvilket ville have sendt Napoli videre, men han brændte fra tæt hold. Kritikken efterfølgende giver han ikke meget for.

- Jeg følte nogen bag mig og var bange for at blive tacklet. Alisson gjorde vinklen smal. Du kan kalde det en fejl, det afhænger af, om du var på banen, eller du dømmer som en sofa-ekspert, siger Milik til Polsat Sport.

Napoli-spilleren understreger samtidig, at sæsonen langt fra er slut, bare fordi det ikke blev til avancement i klubfodboldens største turnering. De har stadig meget at spille for både i Serie A og Europa League.

Med nederlaget er Napoli ude af Champions League, mens Liverpool går videre sammen med PSG. Det sker til trods for, at italienerne kun tabte en enkelt kamp, mens englænderne tabte hele tre.