Video : Tipsbladet
Champions League

Neuer: Liverpool har en god sæson men de er sårbare

Bayern Münchens tyske landsholdskeeper Manuel Neuer har en god fornemmelse forud for Champions League-kampene mod Liverpool.

Mandag blev der trukket lod til Champions League-ottendedelsfinalerne, og en af de mest opsigtsvækkende opgør er utvivlsomt mellem Liverpool og Bayern München, og hos sidstnævnte ser man muligheder.

Det fortæller tyskernes målmand Manuel Neuer i et interview på Bayerns hjemmeside.

- De har en rigtig god sæson, og vi ved, at de var i Champions League-finalen sidste sæson, men de er bestemt heller ikke glade for lodtrækningen. De kan lave hurtige kontrastød, og de er farlige foran mål, men de er også sårbare. Det har vi set, og de kommer op mod et godt Bayern-angreb, lyder det fra Neuer.

Han peger desuden også på, at det nok bliver til gode kampe på både Allianz og Anfield.

For Münchens træner Niko Kovac står det dog klart, at det nok bliver til nogle lige opgør, da han ikke ville vurdere klubbens chancer for at gå videre til mere end 50-50, og Robben forklarer, at det er sådanne opgør, som man drømmer om at være en del af.

Bayern gik videre som nummer ét i deres pulje foran Ajax, mens Liverpool klarede sig videre som nummer to i deres gruppe, hvor PSG blev nummer ét og Napoli nummer tre.