Video : Tipsbladet
Champions League

Neymar afviser voldtægtsanklager fra Brasilien

Neymar er ifølge flere medier blevet anmeldt for voldtægt af en kvinde på et hotel i Paris. Han afviser selv alle anklager fra det brasilianske politi i en video på Instagram.

Lørdag aften kom en noget chokerende meddelelse fra de to store medier AP og Reuters. De skrev nemlig, at de havde fået fingrene i et dokument fra det brasilianske politi, hvori superstjernen Neymar er blevet politianmeldt for en voldtægt af kvinde på et hotel i Paris. 

Neymar skulle have fløjet kvinden til Paris, efter at de to havde skrevet sammen på sociale medier. Ifølge sigtelserne i politirapporten, blev Neymar 'aggresiv' og 'voldelig', inden han 'havde samleje mod ofrets vilje'. Nu afviser Neymar dog alle anklager i en syv minutter lang video på Instagram. 

- Alle, der kender mig og kender min adfærd, ved, at jeg aldrig nogensinde ville gøre sådan noget. Der var et forhold mellem en mand og en kvinde mellem fire vægge. Dagen efter var der ingenting. Jeg håber, at efterforskerne læser beskederne og ser, hvad der skete, siger Neymar i sin video på Instagram.

De beskeder, Neymar refererer til, er nogle fra det sociale medie WhatsApp, som er med i videoen. Her påpeger Neymar, at der dagen efter var en god og venskabelig tone mellem de to.