Video : Tipsbladet
Champions League

Officielt: Real Madrid sender Ødegaard på endnu et lejeophold

Martin Ødegaard kommer til at spille i La Liga i den kommende sæson. Det bliver dog ikke for Real Madrid, men derimod Real Sociedad.

Det norske talent Martin Ødegaard kommer heller ikke til at få en rolle på Real Madrids hold i den kommende sæson, da ledelsen i hovedstadsklubben endnu engang har valgt at udleje den 20-årige midtbanespiller. 

Denne gang bliver han sendt til Baskerlandet hos Real Sociedad, og dermed bliver han altså en del af La Liga i 2019/20-sæsonen. Det bekræfter Sociedad på klubbens officielle hjemmeside.

Skiftet kommer efter flere ugers spekulationer, som nu har endt med, at Ødegaard spiller næste sæson på Anoeta, og det kommer ikke som den store overraskelse, da Real Madrid-træner Zinedine Zidane forlængst har slået fast, at Ødegaard ikke bliver en del af truppen i Real Madrid i den nye sæson.

Turen til Real Sociedad bliver Ødegaards fjerde udlejning, hvor den seneste var i hollandske Vitesse, hvor han scorede 11 mål i 37 kampe. Det har tilsyneladende ikke været nok til at overbevise Real Madrid om, at man skulle prøve at satse på ham denne gang.

Real Sociedad skulle have været interesseret i at hente Ødegaard på en permanent aftale, men den slags har Real Madrid afvist, forlyder det.

Martin Ødegaard har kontrakt med Real Madrid frem til sommeren 2021.