Optakt: Atlético Madrid - Dortmund
Foto: Getty Images
Champions League

Optakt: Atlético Madrid - Dortmund

Diego Simeones tropper har i den grad brug for at revanchere sig efter 4-0-afklapsningen i Tyskland for to uger siden. Men spanierne kan få meget svært ved at nå førstepladsen, selv med en sejr i tirsdagens opgør på Wanda Metropolitano.

Kampfakta:
Kampstart: Tirsdag kl. 21.00
Spillested: Wanda Metropolitano
Dommer: Daniele Orsato
På TV: TV3 Max

Holdnyt:
Atlético Madrid

Der var næppe mange, der på forhånd ville have gættet på, at Atlético Madrid ville tabe med 4-0 til Dortmund, da de to hold mødtes i Tyskland for to uger siden. Tyskerne scorede da også først mål nummer to med knap et kvarter tilbage af kampen, men herefter blev spanierne i den grad løbet over ende. Nederlagets størrelse var selvsagt chokerende, fordi Simeones Atlético Madrid i en årrække har været kendt for holdets uigennemtrængelige defensiv.

Efter nederlaget kunne Simeone blot rose Dortmunds præstation, men der er næppe tvivl om, at argentineren må være meget opsat på at få revanche, når Atlético Madrid tager imod Lucien Favres mandskab på tirsdag. Der skal gå virkelig meget galt, hvis ikke både Dortmund og Atlético Madrid går videre fra gruppen, og Simeone bekymrer sig med al sandsynlighed nok også mest om tilbageerobre førstepladsen i gruppen.

Ved pointlighed ser man på indbyrdes målscore, og her skal Atlético Madrid altså slå Dortmund med mere end fire mål, eller håbe på, at tyskerne sætter point til i de sidste to runder mod Club Brugge eller Monaco, mens Atlético Madrid selv vinder deres egne kampe.

Madrilenerne fik en skæv start i La Liga, hvor de fire første runder bød to to uafgjorte, en sejr og et nederlag. Siden da har Atlético Madrid vundet fem af deres seneste otte kampe, samt spillet uafgjort mod Real Madrid, Villareal og Leganés.

Til trods for de indledende problemer er Atlético Madrid stadig fint med i kampen om mesterskabet, idet FC Barcelona også har sat en del point til, mens Real Madrid ligger på en sjetteplads. Selvom Atlético Madrid viste defensive problemer mod Dortmund har holdet dog stadig den klart bedste defensive statistik i La Liga. Kun seks mål har holdet lukket ind i elleve kampe. Offensivt har Diego Costa til gengæld ikke leveret en eneste kasse endnu, og angriberen er nødt til at finde bedre takter frem, hvis Atlético Madrid skal forblive i mesterskabskampen.

I lørdagens udekamp mod Leganés leverede Costas angrebsmakker, Antoine Griezmann, et fuldstændig fænomenalt frisparksmål, men det var ikke nok til at hente alle tre point, for hjemmeholdet fik udlignet til slut i kampen. Dermed indtager Atlético Madrid trejdepladsen i tabellen, hvor de, ligesom Sevilla og Alavés, står noteret for 20 point. FC Barcelona sidder med 24 point på førstepladsen.

Koke ser ud til blive klar igen efter en småskade, mens det må bekymre Diego Simeone, at både Diego Godín og Diego Costa er tvivlsomme til Dortmund-kampen.

Dortmund
Lucien Favres hold har været en af de helt store positive overraskelser i denne sæson. Den schweiziske træner har fået Dortmund til at spille fremragende offensiv fodbold, og resultaterne har også været yderst imponerende. 

Dortmund har hentet spillere som Axel Witsel og Paco Alcácer, der begge har taget Bundesligaen med storm. Derudover er danske Thomas Delaney og Jacob Bruun Larsen kommet til, og begge danskere har fået lov til at starte i mange af sæsonens kampe. Sidst, men ikke mindst, er anfører Marco Reus i denne sæson blevet sine skadesproblemer kvit, hvilket selvsagt også har styrket Dortmund væsentligt.

Offensivt har Dortmund været helt flyvende i denne sæson. I de seneste ni kampe har Die Schwarzgelben scoret 32 mål, altså et snit på 3,5 mål per kamp. Og målene kommer fra en del forskellige spillere. Alcácer og Reus har hver især scoret otte kasser, mens 18-årige Jadon Sancho har leveret fem mål. 

De mange mål har været med til at sende Dortmund op på en førsteplads i Bundesligaen, fire point foran Mönchengladbach. I Champions League fører Dortmund gruppe A, hvor de med ni point har tre point ned til Atlético Madrid. Fordi Dortmund slog spanierne med hele fire mål står Favres hold i en glimrende situation i forhold til at tage førstepladsen, på grund af den gode indbyrdes målforskel.

I lørdagens udekamp mod Wolfsburg stod Thomas Delaney for en lidt spøjs assist, da hans kiksede sit hovedstødsforsøg, som istedet blev en perfekt assist til Marco Reus, der dermed kunne heade kampens eneste scoring i nettet.

Abdou Diallo når næppe at blive klar, mens Marcel Schmelzer er tvivlsom til opgøret.

Karantæner:
Atlético Madrid:
Ingen.
Dortmund: Ingen.

Bud på startopstillinger:
Atlético Madrid (4-4-2):
Oblak - Juanfran, Gimenez, Hernandez, Luis - Lemar, Koke, Partey, Saúl - Kalinic, Griezmann
Dortmund (4-2-3-1): Bürki - Hakimi, Akanji, Zagadou, Guerreiro - Delaney, Witsel - Sancho, Reus, Pulisic - Alcácer

Profilen:
Dortmund-anfører Marco Reus har været fri for skader i denne sæson. Den 29-årige offensivspiller har været med i alle Dortmunds kampe i denne sæson, og har startet inde i størstedelen. Otte kasser er det tilmed blevet til for Reus, som har været frygtelig skadesplaget i store dele af sin karriere. I sidste sæson nåede Reus kun at spille sølle elleve kampe i Bundesligaen på grund af en korsbåndsskade.

Vidste du, at...:
Atlético Madrids 4-0-nederlag til Dortmund i det omvendte opgør var Diego Simeones største nederlag som Atlético Madrid-træner. 390 kampe skulle der gå, før Atlético Madrid under Simeone skulle tabe en kamp med mere end tre mål.

Dom:
Det vil være et hjemmehold, der er særdeles opsatte på at revanchere sig, når Dortmund tirsdag aften gæster Wanda Metropolitano. 4-0-nederlaget i det omvendte opgør er en grim plet, som Diego Simeones tropper skal have vasket af. Men med Dortmunds fabelagtige form taget i betragtning må tyskerne siges at stå med gode muligheder for at hente et resultat i den spanske hovedstad. Lucien Favres tropper er fulde af selvtillid, og vi gætter derfor på, at Dortmund formår at hente det ene point. 1-1.

Tidligere indbyrdes opgør, form og gruppestilling: