Video : Tipsbladet
Champions League

Optakt: Real Madrid - Roma

Champions League-vinderne i de tre seneste sæsoner møder onsdag aften sidste års semifinalister fra Roma. Real Madrid skal nu klare sig uden en vis portugiser, og Julen Lopetegui skal vise sit værd efter Zinedine Zidanes afgang

Kampfakta:

Kampstart: Onsdag kl. 21.00
Spillested: Santiago Bernabéu
Dommer: Bjorn Kuipers
TV: Kampen vises på TV3+ 

Holdnyt:

Real Madrid:

Meget er blevet sagt og skrevet om Real Madrid frem imod denne sæson. Med Ronaldos og Zidanes afgange er det naturligt, at der bliver stillet spørgsmålstegn. Ti ud af elleve mand i de seneste sæsoners foretrukne startellever er dog stadig at finde i Real Madrid, og spillerne kender hinanden ud og ind. 

Real Madrid har fået en fin start på sæsonen med sikre sejre over Getafe, Girona og Leganés, inden holdet lørdag måtte nøjes med 1-1 ude mod Athletic Bilbao. Her kom Lopeteguis mandskab bagud, men Isco fik udlignet på et Bale-indlæg. Alt i alt var der tale om et godkendt resultat for Real Madrid på San Mamés, som er en svær bane at vinde på.

En del har undret sig over, at Ronaldos afgang ikke har resulteret i et indkøb af en markant offensiv forstærkning. Til allersidst i transfervinduet hentede man Mariano Díaz tilbage fra Lyon, hvor angriberen ganske vist havde overrasket ved at score 18 gange i Ligue 1. Díaz ligner dog umiddelbart ikke en spiller, der helt har niveauet til Real Madrid.

Det manglende Galactico-indkøb må betyde, at Julen Lopetegui og Florentino Perez sætter sin lid til Gareth Bale, Karim Benzema og Marco Asensio. Det har mange rystet på hovedet af i sæsonoptakten, men i La Liga er de tre offensivspillere startet stærkt, omend mod svag modstand. Benzema har genfundet målformen efter Ronaldos afgang og har nettet fire gange i fire kampe, hvor franskmanden i sidste sæson kun scorede fem gange i La Liga. 

Bale, som er det tætteste Real Madrid kommer på en Ronaldo-erstatning, har også imponeret med tre mål. Asensio er ikke kommet på tavlen, men har fremprovokeret hele tre straffespark i La Liga, mens han sprudlede i Spaniens 6-0-sejr over Kroatien.

I målet har nyindkøbet Thibaut Courtois fået chancen efter at have indledt sæsonen på bænken. Det er endnu uvist, om Lopetegui vælger at spille med Courtois i La Liga, og Keylor Navas i Champions League, eller hvordan spilletiden fordeles. 

Lopetegui har sit præg på Real Madrid ved at indføre en lidt mere pasningsorienteret spillestil end man er vant til at se i kongeklubben. Alt hvad Lopetegui foretager sig bliver analyseret ned i mindste detalje af den spanske presse. Klarer han sig igennem sin første sæson uden at blive fyret?

Indtil videre er det gået godt. En skade til den ofte skadesplagede Gareth Bale vil dog gøre spanierens arbejde væsentligt mere vanskeligt. 

Roma:

Romerne har solgt Alisson, Radja Nainggolan og Kevin Strootman i sommerens transfervindue. Ind er kommet Steven N'Zonzi, Javier Pastore, Justin Kluivert, Bryan Cristante og ikke mindst Robin Olsen fra FC København. 

Umiddelbart ligner det en lille svækkelse af Roma, hvor især Alisson nok vil blive savnet. 

Roma har fået en skuffende start i Serie A med fem point i fire kampe. Søndag tog man hjemme imod bundklubben Chievo, hvor man gik til pause med en 2-0-føring på mål af Stephan El Sharaawy og Bryan Cristante. I anden halvleg formøblede romerne dog på chokerende vis føringen. Især ved 2-2-målet så Aleksandr Kolarov alt andet end godt ud.  

Roma fik ellers en fin start på Serie A, da Torino blev besejret på et sent Edin Dzeko-mål, hvor unge Justin Kluivert stod for en flot assist.

Ugen efter spillede Roma en katastrofal første halvleg hjemme mod Atalanta, som ellers stillede med flere reserver, fordi de skulle til København og spille Europa League-returopgør tre dage senere. Federico Fazio og især Kostas Manolas i midterforsvaret var alvorligt på hælene mod Atalantas hurtige angribere, og Roma var ved pausefløjtet bagud 3-1. Det lykkedes i anden halvleg at redde en 3-3'er i land, men imponerende var Roma ikke. 

Mod Gennaro Gattusos Milan tabte Roma i tredje runde 2-1 efter et Cutrone-mål i det 94. minut. Steven N'Zonzi, det erfarne franske nyindkøb, smed bolden væk på kanten af feltet og det blev dyrt.  

Alt i alt er det et Roma-hold, der er svækket i forhold til sidste sæson. Oppe foran har man dog stadig den evigt giftige bosnier, Edin Dzeko, som scorede otte gange i Champions League. Chancerne for et Dzeko-mål mod Real Madrid onsdag aften er absolut ikke små. Dzeko var en af de få, der kunne være sin præstation bekendt mod Chievo, hvor kun en flot Robin Olsen-redning i sidste sekund reddede Roma fra den helt store fadæse.

Karantæner:

Real Madrid: Ingen.
Roma: Ingen.

Bud på startopstillinger:

Real Madrid (4-4-2): Courtois - Marcelo, Ramos, Varane, Carvajal - Casemiro, Kroos, Modric, Asensio - Bale, Benzema
Roma (4-3-3): Olsen - Kolarov, Fazio, Manolas, Florenzi - De Rossi, N'Zonzi, Pastore - Ünder, Dzeko, El Sharaawy 

Profilen:

De manglende storindkøb efter Ronaldos afgang har banet vejen for en plads i startopstillingen til unge Marco Asensio. Spanieren brød igennem i sommeren 2017, hvor han scorede i Champions League-finalen mod Juventus og et par måneder senere sænkede FC Barcelona med et par drømmemål i den spanske Super Cup.

Endnu har Marco Asensio været en anelse for svingende i sine præstationer, omend ingen betvivler talentet. Senest leverede den unge kantspiller et flot mål og assists i Spanien 6-0-sejr over Kroatien.

Vidste du, at...:

De to hold mødte senest hinanden i Champions League-ottendedelsfinalen i sæsonen 2015-16, hvor Real Madrid senere besejrede Atlético Madrid i finalen.

Madrilenerne var dengang klart overlegne og vandt første kamp i Rom med 2-0 på mål af Cristiano Ronaldo og Jesé. Real Madrid, der få måneder forinden havde fået Zinedine Zidane som ny træner, vandt også hjemmekampen med 2-0.

Dom:

Det er en rimelig svær kamp, Eusebio Di Francescos mandskab indleder denne Champions League-sæson med. Af de italienske klubber er romerne dog sluppet klart nådigst. Gruppe G må siges at være gruppen med de klareste forhåndsfavoritter. Roma bør ikke få problemer med at sikre sig andenpladsen foran CSKA Moskva og tjekkiske Viktoria Plzen.

Af hensyn til truppens selvtillid vil Di Francesco dog med al sandsynlighed gå efter en uafgjort eller et hæderligt nederlag på Santiago Bernabéu. Hvis Di Francesco vil indgyde lidt gejst i Roma-truppen inden kampen på Santiago Bernabeu, kan den italienske træner henlede opmærksomheden på sidste sæson, hvor det lykkedes Tottenham at snuppe førstepladsen i deres gruppe foran Real Madrid.

Madrid-klubben var i sidste sæson desuden ofte bedre på udebane i Champions League. I sidste sæson lukkede Real Madrid ni mål ind i seks hjemmekampe i turneringen. I Real Madrids første betydende kamp i denne sæson, den europæiske Super Cup, lukkede Lopeteguis hold fire mål ind i nederlaget til Atlético Madrid. 

Real Madrid er således ikke et hold, der er kendt for at holde nullet. Men Romas forsvar kommer også til at blive overmatchet mod Real Madrid, hvorfor vi spår en hjemmesejr. 3-1 til Real Madrid.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: