Optakt: Valencia - Juventus
Foto: Getty Images
Champions League

Optakt: Valencia - Juventus

Cristiano Ronaldo spiller sin første Champions League-kamp for Juventus, når de italienske mestre onsdag aften besøger Mestalla, hvor danske Daniel Wass kan debutere i turneringen.

Kampfakta:

Kampstart: Onsdag kl. 21.00
Spillested: Mestalla
Dommer: Felix Brych
TV: Kampen vises på TV3 Max.

Holdnyt:

Valencia:

Valencia har ikke fået en optimal start i La Liga, hvor det efter fire kampe stadig ikke er lykkedes at hente en sejr. Senest blev det til en nulløsning hjemme mod Real Betis i weekenden.

I sæsonpremieren på Mestalla mod Atlético Madrid fik Valencia et enkelt point i 1-1-kampen. Den spanske landsholdsangriber Rodrigo udlignede Atléticos føring med et flot mål i anden halvleg.

Herefter er det dog gået ned af bakke. I anden runde løb Valencia ind i et meget skuffende 2-0-nederlag ude mod Espanyol, og heller ikke i tredje runde lykkedes det at få en sejr, da Valencia måtte nøjes med 2-2 i lokalopgøret mod Levante. 

Valencia er tilbage i Champions League efter to sæsoners fravær. Marcelinos mandskab var en af sidste sæsons positive overraskelser i La Liga, hvor man sluttede på fjerdepladsen, tre point efter Real Madrid og hele tolv point foran Villareal på femtepladsen. 

Udover Juventus er Valencias gruppemodstandere engelske Manchester United og schweiziske Young Boys. Italienerne er klare favoritter til at tage førstepladsen, mens det tegner til at blive en tæt kamp mellem Valencia og Manchester United om andenpladsen. 

Valencia møder Manchester United hjemme på Mestalla i sjette og sidste runde af gruppespillet i hvad der nemt kan blive en gyser. Det kræver dog, at spanierne kommer godt fra land. Mod Juventus vil succeskriteriet med al sandsynlighed være at undgå at tabe. 

I sommerens transfervindue har Valencia været særdeles aktive. Først og fremmest er Gonçalo Guedes blevet hentet permanent i Paris Saint-Germain, hvorfra han var udlejet til Valencia i sidste sæson og imponerede stort. Også Geoffrey Kondogbia er sikret permanent, efter at franskmanden var udlejet fra Inter i sidste sæson.

Til forsvaret er Mouctar Diakhaby blevet hentet i Lyon, mens man til angrebet har købt Kevin Gameiro af Atlético Madrid. Derudover er Denis Cheryshev og Michy Batshuayi blevet hentet på lejeaftaler fra henholdsvis Villareal og Chelsea. Den mest interessante tilføjelse til truppen, set med danske briller, er dog selvfølgelig Daniel Wass, som er skiftet fra Celta Vigo. 

Danskeren har fået en rigtig fin start i Valencia, hvor han er startet inde i de tre første La Liga-kampe, og spillede 75 minutter i den fjerde. At Valencia endelig lykkedes med at få fingrene i Guedes i slutningen af august kan blive et problem for Wass, for portugiseren er selvskreven til positionen som venstre fløj. En plads, som Wass ellers er startet inde på to gange i denne sæson. Der er dog ingen tvivl om, at Marcelino har tillid til danskeren, som med stor sandsynlighed kommer i aktion mod Juventus, om det så bliver fra start eller fra indskiftningsbænken. 

Juventus:

Mange øjne er rettet mod Juventus i denne sæson efter købet af Cristiano Ronaldo. Portugiserens ankomst kan ikke betragtes som andet end en erklæring om, at Juventus går hårdt efter at vinde pokalen med de store ører i denne sæson. Efter tre kampe uden mål åbnede Cristiano Ronaldo i weekenden kontoen i Juventus med to mål mod Sassuolo.

Juventus har tabt sine seneste fem Champions League-finaler i 2017, 2015, 2003, 1998 og 1997 og turneringen har for længst udviklet sig til lidt af en forbandelse for klubben, der ellers er næsten uovervindelige i Serie A. Efter købet af Cristiano Ronaldo hentede Juventus også Leonardo Bonucci tilbage fra AC Milan. Bonucci ragede eller uklar med Allegri, men stridsøksen synes begravet i erkendelsen af, at med købet af Ronaldo, er det nu eller aldrig for Juventus i Champions League.

Gonzalo Higuaín er blevet solgt til AC Milan, mens portugisiske Joao Cancelo er hentet ind til højrebacken efter en imponerende sæson i Inter. Til den defensive midtbane har man købt Emre Can i Liverpool. 

I Serie A har Juventus vundet sine fire første kampe, 3-2 ude over Chievo, 2-0 hjemme over Lazio, 2-1 ude over Parma og 2-1 hjemme over Sassuolo. Premieren mod Chievo udstillede Juventus' defensive problemer, og sejren blev da også først sikret i overtiden. Allegris hold har set klart skarpest ud, når Mandzukic har ligget på toppen og skubbet Ronaldo ud i venstre side af angrebet. Paulo Dybala har været skadesplaget og er endnu ikke kommet op i omdrejninger i denne sæson. Købet af Can fremstår særdeles fornufigt, for tyskeren har imponeret i Serie A.

Juventus imponerede dog ikke i weekendens 2-1-sejr over Sassuolo. Offensivt kunne holdet ikke rigtig få tingene til at fungere. Miralem Pjanic og Giorgio Chiellini blev hvilet forud for Valencia-kampen. Det krævede en gave fra Sassuolo-forsvaret for at få Juventus i gang, da Ronaldo kunne prikke bolden i nettet efter en forsvarsbrøler.

Juventus er havnet i en mellemsvær gruppe, der også indeholder Manchester United og schweiziske Young Boys. Trods favoritstatus i onsdagens opgør kommer Juventus med al sandsynlighed på hårdt arbejde på Mestalla, hvor hjemmeholdet vil være særdeles opsatte på at få point på kontoen.

Karantæner:

Valencia: Ingen.

Juventus: Ingen.

Bud på startopstillinger:

Valencia (4-4-2): Neto - Gaya, Diakhaby, Paulista, Piccini - Guedes, Wass, Parejo, Soler - Rodrigo, Gameiro

Juventus (4-3-3): Szczesny - Sandro, Bonucci, Chiellini, Cancelo - Pjanic, Can, Matuidi - Ronaldo, Mandzukic, Dybala

Profilen:

Rodrigo scorede 16 mål i La Liga for Valencia i sidste sæson, og blev i sommerpausen rygtet til Real Madrid. Rodrigo fik sin debut på det spanske landshold tilbage i 2014, men måtte vente tre år på sin næste kamp, som kom i oktober sidste år, da Julen Lopetegui udtog Valencia-spilleren til to VM-kvalifikationskampe. Rodrigo fik scoret sit første mål, og nettede i foråret mod Tyskland i en venskabskamp. Under VM blev Rodrigo indskiftet i tre af Spaniens fire opgør. Af Valencia-spillerne er det Rodrigo og Guedes, der forud for opgøret vil bekymre Juventus-træner Massimiliano Allegri mest.  

Vidste du, at...:

Valencia er én af blot to klubber, der har været i mere end én Champions League-finale uden nogensinde at have vundet turneringen. Den anden klub er Atlético Madrid. Valencia nåede finalen i både 2000 og 2001, men tabte til henholdsvis Real Madrid og Bayern München. Især nederlaget mod tyskerne var et bittert ét af slagsen. Gaizka Mendieta havde bragt spanierne foran på et straffespark efter tre minutter. Blot få minutter efter snuppede Valencia-keeper Santiago Cañizares tilmed et straffespark af Mehmet Scholl.

Stefan Effenberg fik dog udlignet i anden halvleg, da tyskerne fik tildelt kampens tredje straffespark. Finalen blev ganske passende også afgjort efter straffesparkskonkurrence, hvor Zlatko Zahovic, Amadeo Carboni og Mauricio Pellegrino blev synderne for Valencia, der havde argentinske Héctor Cupér som træner.

Dom:

Hjemmeholdet har ikke fået en optimal start i La Liga, og det er en skræmmende modstander, de får besøg af. Juventus-holdet har stor europæisk erfaring, og har klassespillere på næsten samtlige positioner. Både Mandzukic, Pjanic, Bernardeschi, Khedira og Matuidi har nettet for Juventus i Serie A. Målene kan således komme mange steder fra. Med Valencias formkrise taget i betragtning tror vi ikke, at hjemmebanefordelen vil være nok til at holde italienerne fra fadet. 2-1 til Juventus.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: