Video : Tipsbladet
Champions League

Pep Guardiola slår fast: Vi har ikke råd til at handle i januar

Pep Guardiola fastslår, at Manchester City ikke køber ind i januar. De har ganske enkelt ikke råd.

Manchester City mistede i sommer forsvarslegenden Vincent Kompany, og ham kunne de godt bruge i øjeblikket. Forsvarsspillerne Aymeric Laporte og John Stones har således pådraget sig skader, og i stedet er Nicolas Otamendi den eneste skadesfri midterforsvarer, klubben fortsat råder over i øjeblikket.

Af den grund har cheftræner Pep Guardiola måttet benytte sig af midtbanespilleren Fernandinho i forsvaret, men på trods af skadesproblemerne regner han ikke med at handle i januar.

Manchester City har ganske enkelt ikke råd, understreger den spanske træner.

- Det er ikke mit område, men i januar vil vi ikke handle. Vi har ikke penge til at bruge et enormt beløb om sommeren, så vi kan heller ikke gøre det om vinteren, siger Pep Guardiola ifølge Sky Sports.

I stedet har Pep Guardiola tiltro til et par af Manchester Citys unge talenter som 17-årige Taylor Harwood-Bellis og 18-årige Eric Garcia:

- Vi vil holde os til de spillere, vi har, med Taylor Harwood-Bellis og Eric Garcia og med de nye spillere på akademiet. Vi har unge, talentfulde spillere, og vi kan stole på dem.

Det forventes, at Manchester City må klare sig uden Aymeric Laporte indtil årsskiftet, mens John Stones meldes ude i op til to måneder.