Pep misundelig - på Fergies frisure
Det er to store klubber, som på lørdag mødes i Champions League-finalen på Wembley. FC Barcelona og Manchester United har begge vundet turneringen inden for de seneste tre år, og begge har altså kvalificeret sig til finalen igen i år.
Der er dog væsentlige forskellige på de to klubber. For mens Barcelona stort set kun har forstærket sig siden 2009, hvor de to klubber senest tørnede sammen i finalen, har Manchester United mistet flere store profiler, men alligevel holder holdet et højt niveau.
Det imponerer Barcelona-træner Guardiola, at Ferguson ikke er blevet mere påvirket af spillersalgene.
- Jeg er misundelig over, at Ferguson stadig har alt sit hår. Jeg ville gerne have hans styrke og den overbevisning, han har. Spillere kommer til, han gør dem gode, de rejser og han fortsætter med at vinde med nye spillere. Han har solgt Cristiano Ronaldo, og de vinder alligevel. Det ville være som hvis vi solgte Messi og alligevel blev ved med at vinde. Det viser, at klubben er større end alt andet, siger Guardiola ifølge
The Telegraph.
Bare fordi Cristiano Ronaldo og Carlos Tevez ikke længere er en del af United, betyder det ikke, at der ikke er gode spillere hos The Red Devils.
- Cristiano er speciel og Carlos er speciel, men Chicharito er også speciel. Og nu spiller Rooney på sin rigtige position. I Rom, da Cristiano var på holdet, måtte Rooney spille på fløjen. Det kan han godt, men det er ikke hans bedste position. Det viser Manchester Uniteds mentalitet, det viser Rooneys mentalitet, at han accepterede rollen. Det var en af verdens bedste spillere, som spillede på fløjen for sit hold, siger Guardiola.