Video : Tipsbladet
Champions League

Pochettino frygter for Kanes sæson efter ankelskade

Harry Kane måtte udgå med en ankelskade mod Manchester City, og det kan betyde, at han er færdig for sæsonen.

Tottenham hentede tirsdag aften en sejr i den første af to kvartfinaler mod Manchester City, da Seon Heung-Min sikrede sejren et kvarter før tid. Men selvom de sikrede et godt udgangspunkt, har Tottenham meget at ærgre sig over.

Tidligt i anden halvleg måtte Tottenhams stjerneangriber Harry Kane nemlig udgå med en ankelskade.

I januar døjede Kane også med en ankelskade, hvor han sad ude i mere end en måned. Den nye skade minder om den og kan betyde, at Tottenham måske må undvære angriberen resten af sæsonen, fortæller Mauricio, der dog understreger, at skaden skal undersøges nærmere.

- Ja (det kan betyde, at han misser resten af sæsonen, red.). Vi skal undersøge det nærmere onsdag, men det ligner det samme problem som tidligere, fortæller Pochettino til Sky Sports.

- Jeg er meget trist og skuffet, og det vil være hårdt resten af sæsonen. Vi håber, at det ikke er så alvorligt, men han har ikke lang tid til at komme sig. Han har vredet om på sin ankel, og vi vil se, hvordan han reagerer i de kommende timer.

Harry Kane, 25 år, har igen i denne sæson været Tottenhams helt store profil med 24 mål og seks oplæg på 39 kampe.