Pres på Lucas Moura - knægten til 335 millioner kroner
Foto: Laurent Cipriani / Polfoto
Champions League

Pres på Lucas Moura - knægten til 335 millioner kroner

Lucas Moura har endnu ikke levet op til den vanvittige pris han blev købt for som 19-årig, men onsdag har han i Champions League atter chancen for at tage et skridt i den retning.

Bragt i Tipsbladet tirsdag 8. marts

SPØRGSMÅLET LUCAS MOURA

 
Sommeren 2012 stod i investeringernes tegn i Paris Saint-Germain, og ingen var dyrere end den 19-årige brasilianer Lucas Moura. Nu er der gået godt tre år, siden han kom til Frankrig, men selv om der har været fremskridt at spore for den dygtige dribler, der dog blev vraget til VM i 2014, er det stadig langt fra sikkert, at han kommer til at leve op til sin høje pris. Men han kan tage et skridt i den rigtige retning på onsdag, når Chelsea og PSG igen tørner sammen i Champions League.
 
 
Allerede flere måneder før, at den dengang kun 19-årige Lucas Moura satte sine ben i Paris Saint-Germain, trak den brasilianske teenager store overskrifter fra de største fodboldpersonligheder.
 
" Når nogen betaler 45 millioner euro for en 19-årig dreng, må man sige, at fodbolden er blevet vanvittig," lød det nemlig fra Manchester United-manager Sir Alex Ferguson tilbage i august 1992, da den franske klub lukkede en vild indkøbssommer med det offensive talent, der tre dage senere faktisk skulle spille OL-finale for Brasilien mod Mexico.
 
Den kamp tabte Brasilien dog med 2-1 trods deltagelse af andre dyre brasilianere som Neymar, Thiago Silva, Oscar og Hulk, men Ferguson havde måske en pointe, for Lucas Moura var mest reserve på OL-holdet og kom slet ikke i kamp i finalen. På den måde var 335 millioner kroner en stor udskrivning, og det var det også i forhold til Paris Saint-Germains øvrige investeringer den sommer, da klubben efter 18 år uden et mesterskab med de mange millioner fra Qatar købte profiler nok til at at tage det sidste skridt mod den nationale top, hvor de har siddet lige siden.
 
For før købet af teenageren Lucas Moura havde man allerede hentet Thiago Silva og Zlatan Ibrahimovic i AC Milan for henholdsvis 315 og 160 millioner kroner, Napoli-angriberen Ezequiel Lavezzi for 215 millioner kroner og endelig den med Lucas Moura jævnaldrende italiener Marco Verratti for 100 millioner kroner fra Pescara. Alt i alt brugte PSG 1,1 milliarder kroner den sommer, men ingen af indkøbene var altså dyrere end den brasilianske højrekant.
 
Og så var spørgsmålet selvfølgelig, om det nu igen gik for hurtigt for den talentfulde Lucas Moura, som det for eksempel havde gjort på vejen ind på det brasilianske landshold, som den engelske journalist Tim Vickery med base i Rio spekulerede over i en klumme til SambaFoot i april 2014. Tilbage i 2011 scorede Lucas Moura nemlig hattrick i finalen om de sydamerikanske U/ 20-mesterskaber mod Uruguay, der dog hurtigt fik vist en mand ud og derfor ikke kunne stille meget op i en kamp, der endte med et nederlag på 6-0.
Men trods den halvbillige baggrund var det de tre mål, der talte, så Lucas Moura blev en del af den brasilianske Copa America-trup og fik tre indhop, men mistede dermed også muligheden for at vokse videre ved VM for U/ 20-landshold den sommer.
 
Her blev det i stedet hans tidligere holdkammerat fra ungdomstiden i São Paulo, Oscar, der blev den store stjerne med et hat-trick i finalesejren på 3-2 over Portugal. Og tre år senere spillede Oscar fra start for Brasilien ved VM på hjemmebanen, mens Lucas Moura blev vraget og stadig ikke har fået gang i en landsholdskarriere, der nok tæller 33 kampe men kun 31 minutter i snit pr. kamp.
 
Men dengang i 2012 var forventningerne i hvert fald store til den unge dribler fra São Paulo, der på klassisk vis var vokset op i trange kår, havde kæmpet sig den lange vej med to busser tværs igennem megabyen fra skole til træning og først var hjemme efter midnat, og blandt andet opøvede sit dribletalent ved at drible rundt med en bold inde i hjemmet med stole og borde som forhindringer, når han ikke spillede på gaden med sin bror. For nok var Sir Alex rystet, men Manchester United havde trods alt forsøgt sig med et bud i nærheden af den kvarte milliard kroner, mens Chelsea skulle have matchet buddet fra PSG.
 
Men den unge Lucas Moura foretrak Paris og den daværende sportschef Leonardo, der dermed gentog succesen fra sin tid i Milan, hvor han via sin egen São Paulo-fortid som spiller havde fået et andet kæmpetalent fra klubben til Europa i form af Kaka.
 
" Jeg var meget tæt på at komme til Manchester United, før jeg skrev under med PSG, men det var mit eget valg. Jeg har masser af respekt for Manchester United, en store klub med flere traditioner end Paris Saint-Germain, men jeg kunne virkelig lide det projekt, som PSG viste mig. Der er mange brasilianere i PSG-truppen, hvilket også betød noget for min beslutning. Jeg var ret ung, og så gør det en forskel at have landsmænd omkring dig. Det hjalp mig med at falde til i Europa," forklarede Lucas Moura selv sit skifte i et interview med hjemmesiden Squawka i sidste måned.
 
Og selv om han var dyr, blev han heller ikke udråbt som den store frelser af storsatsende PSG. Det lod tilfaldt Zlatan Ibrahimovic og Thiago Silva, mens Lucas Moura, der i øvrigt først tiltrådte i januar, blev præsenteret med ordene " ved at lave en aftale med et ungt talent af denne kvalitet forbereder PSG sig allerede til fremtiden.".
 
DRIBLETURE TIL YOUTUBE
Men ét er ord, noget andet er forventninger i forhold til pris, og den har Lucas Moura i hvert fald ikke kunnet leve op til modsat den tre måneder yngre og meget billigere Marco Verratti, der har været fast mand på den centrale midtbane i et par år. Sådan en rolle har brasilianeren aldrig haft, selv om det i den første hele sæson blev til 18 assists i 53 kampe og en dribletur i foråret 2014 mod Marseille, der stadig lever på YouTube. Her rykkede Lucas Moura fra egen banehalvdel og skar gennem en række modstandere, før målmanden fik stoppet hans lob så meget, at bolden kunne cleares på målstregen.
 
I samme periode spillede PSG også Champions League-kvartfinaler mod Chelsea, hvor Lucas Moura i 3-1 sejren hjemme mod sin gamle São Paulo-ven Oscar blev skiftet ind midt i 2. halvleg og også tog en slalomtur til YouTube gennem fire modstandere, før Edinson Cavani ikke fik et forsøg ud af afleveringen ind i feltet. Indhoppet gav ham dog en plads fra start på Stamford Bridge, hvor han spillede 84 minutter, indtil Laurent Blanc byttede ham med en forsvarer for at forsvare den samlede 3-2 føring, hvilket ikke lykkedes, da Demba Ba scorede kort efter.
 
Året efter mødtes Chelsea og PSG så igen i lige så dramatiske tvekampe med 1-1 i Paris, 1-1 i London og 2-2 efter den forlængede spilletid, der sikrede franskmændene videre vej.
 
Ved den anledning var Lucas Moura ude med en lårskade, men nu er han klar - og han begynder måske også så småt at ligne en spiller, der kan spille en nøglerolle, når de to klubber for tredje år i træk skal afgøre Champions League-deltagelsen mellem sig.
 
Den nu 23-årige kant har faktisk spillet en del fra start i det nye år efter salget af Lavezzi til Kina, således også i den første kamp mod Chelsea i Paris, hvor han var manden, der blev fældet af John Obi Mikel til det frispark, som Zlatan Ibrahimovic åbnede scoringen i 2-1 sejren på. Og da PSG i weekenden tabte for første gang i ligaen efter 36 kampe i streg som ubesejret, var det trods alt Lucas Moura, der scorede for PSG i 2-1 nederlaget, hvilket bragte ham op på ni mål i 39 kampe, hvilket er hans hidtil højeste total i den franske klub, som han endda lagde et enkelt mål til i onsdagens pokalsejr over St. Etienne.
 
Men han er stadig en mand, der deler vandene.
 
Le Parisien kårede ham til Efterårets Skuffelse i PSG, selv om han faktisk åbnede sæsonen med at afgøre den svære udekamp i Lille, mens hjemmesiden Bleacher Report modsat for nylig kaldte ham " most improved player" i PSG. Så spørgsmålet er selvfølgelig, hvad vej det nu går for Lucas Moura, der ellers er faldet godt til i Paris, hvor han bor med sin kæreste, sin mor og sin svigerfar, og hvor han ikke er bange for at udtale store ambitioner på egne og klubbens vegne.
 
For eksempel sagde han i sommer til L'Equipe, at " at blive verdens bedste spiller er noget alle drømmer om, og jeg tror på mig selv," mens han også var åben, da den britiske forfatter Simon Kuper lagde vejen forbi til et interview for ESPN i september: " Det, der gør fodbolden smuk, er de aktioner, som folk ikke forventer, som de ikke kan tro på. Jeg prøver at spille et effektivt spil, men også et smukt spil - for at løfte spillet.
 
Jeg spiller for, at andre kan nyde det," sagde Lucas Moura, mens han også noterede, at " jeg føler, at jeg kan vinde Champions League med PSG."
 
Og selv om det har været op og ned, forlængede klubben i sommer aftalen med brasilianeren, der havde udløb i sommeren 2017, men fik lagt et par år mere på.
 
" At forlænge Lucas Mouras kontrakt er et væsentligt øjeblik. Han er en angriber, hvis teknik og hurtighed har begejstret vores tilhængere, siden han kom til fra São Paulo.
Unge spillere er meget vigtige for vores projekt.  Lucas er blevet en tilhængerfavorit takket være hans talent og hans personlighed. Jeg er meget stolt over, at han med sit enorme potentiale vil spille i klubbens farver i Frankrig og i Europa mange år fremover," sagde således klubpræsident Nasser Al-Khelaifi til klubbens hjemmeside tilbage i juni sidste år.
 
LIDT A LA ROBINHO
Den danske mellemmand/ spilleragent Mikkel Beck er fra sin base i Frankrig dog ikke helt så sikker på Lucas Mouras lysende fremtid.
 
" Han er aldrig blevet det store hit, som man troede og håbede på, at han kunne blive. Han har været lidt opslugt og glemt i mængden af de store stjerner, synes jeg. Han kom med pomp og pragt og et stort prisskilt, men har i mine øjne aldrig nået de højder. Og han har vel heller aldrig udviklet sit spil, som man kunne håbe."
 
" Da han kom, kunne man se, at han havde nogle børnefejl i sit spil, hvor han sjældent gik på ydersiden af sin back. Han var ikke en helt typisk wing. Han kom meget ind i banen. De gange, hvor han er stærkest, er egentlig i et kontraangreb, hvor han bare får lov til at løbe 50-60 meter med bolden og dribler et par mand, men fordi PSG styrer langt de fleste kampe, er det ikke altid, at der er den plads til, at han kan udfordre og bruge sit spil."
 
" Så han har været en lille smule ramt af systemet, og så synes jeg også, at han har været for lidt afgørende i forhold til mål og assists. Når man koster så mange penge, må man gå ud fra, at det er en spiller, der kan komme og være en absolut forstærkning og en absolut afgørende faktor, og der synes jeg ikke, at det har været godt nok," siger Mikkel Beck, der heller ikke ser de seneste par måneder med mere spilletid som en opblomstring og et nyt skridt på vejen.
 
" Han har spillet mere, men helt fast bliver han sådan set aldrig. Han er jo ikke med i idealopstillingen. Den er Ibrahimovic på toppen, Cavani til venstre og Di Maria til højre. Det vil altid være idealopstillingen. Han har fået et run, fordi Di Maria har været lidt væk, og Cavani var ude af form, men når de spiller de store kampe, så er det de tre, der spiller, hvis de er klar," vurderer Mikkel Beck før returkampen på Stamford Bridge, hvor brasilianerens kontrastyrke fra højrekanten dog kunne passe godt ind før endnu en tvekamp mod Chelsea, der skal frem på hjemmebanen.
 
Det bliver sikkert tæt, som det var i både 2014 og 2015, og måske kan det også vise sig at blive et løft for den 23-årige Lucas Moura, der tidligere er blevet nævnt i sammenhæng med en anden brasiliansk driblekonge, der også debuterede for São Paulo som 17-årig og blev solgt dyrt til Europa uden at slå til. Modsat verdens i 1998 dyreste Denilson i Real Betis, har Lucas Moura dog allerede vundet tre (snart fire) mesterskaber, men sammenligningen er ikke helt skæv ifølge Mikkel Beck.
 
" Det er lidt i den stil. Lidt ligesom Robinho.
 
Jeg tror simpelt hen ikke på, at Lucas Moura rammer det niveau, som man håbede og troede på. Jeg synes ikke, at han har udviklet sit spil nok. Han bruger stadig det, han har, og jeg synes ikke, at han har udviklet sig nok til at have mere at skyde med, end han havde, da han kom. Det er nok til at være en okay spiller for Paris, ingen tvivl om det, men det er ikke nok til at blive en absolut profil. De højder har han ikke nået endnu, og det har jeg også svært ved at se, at han kommer til," siger den danske spilleragent.