Video : Tipsbladet
Champions League

PSG undersøges for racisme i udvælgelsen af talenter

Paris Saint-Germain undersøges af den franske anklagemyndighed for at have lavet racediskrimination, når storklubben skulle vælge og vrage mellem talenter til akademiet. Det skriver Ritzau.

Paris Saint-Germain buldrer derudaf i den hjemlige turnering, men de dårlige sager fortsætter med at hagle ned over den franske storklub.

Den franske anklagemyndighed vil nemlig gå PSG efter i sømmene for at finde ud af, om klubben har udøvet racediskrimination under rekruttering af talenter til klubbens ungdomdsakademi. Det skriver det franske nyhedsbureau AFP ifølge Ritzau.

Undersøgelserne sker som følge af, at det franske medie, Mediapart, for nylig offentliggjorde dokumenter med beviser for, at forskelsbehandling på baggrund af hudfarve og oprindelse var en fast del af PSG’s talentsystem i perioden 2013-2018.

Klubbens talentspejdere skulle ifølge anklagen udfylde et skema med talenternes oprindelse. Her var svarmulighederne ’nordafrikansk’, ’vestindisk’, ’sort, Afrika’ og ’fransk’.

Paris Saint-Germain har meddelt, at de har foretaget en intern undersøgelse, men klubben fandt ingen beviser på, at diskrimination skulle have fundet sted.