Ramos: Blodtud var ikke med vilje
Foto: Daniel Ochoa de Olza/Polfoto
Champions League

Ramos: Blodtud var ikke med vilje

Sergio Ramos afviser, at han serverede en bevidst albue i ansigtet på Mario Mandzukic.

Det var slet ikke bevidst, da Sergio Ramos efter 50 minutter af Champions League-opgøret mellem Atletico Madrid og Real Madrid sendte Mario Mandzukic i græsset med en blodtud. 
 
Det fortalte Real Madrid-forsvareren i hvert fald selv efter kampen. 
 
Situationen opstod efter en lang bold ind i Real Madrid-feltet, som Sergio Ramos sikkert sendte væk med hovedet. Men bag ham var Mandzukic, der blev ramt klokkerent på næsen af spanierens albue, og efter ganske kort tid var var en stor del af Mandzukic' ansigt fyldt med blod. 
 
Atletico-angriberen var efterfølgende godt rasende, men Sergio Ramos afviste alle anklager efter kampen. 
 
- Jeg skal ikke evaluere nogen kendelser. Det er der dommere til.
 
- Men jeg vidste ikke, om Mandzukic var tæt på mig eller langt væk. Det var ikke min mening at ramme ham, sagde Sergio Ramos ifølge goal.com. 
 
Returopgøret spilles på Santiago Bernabeu den 22. april.