Real Madrid sikkert videre
Lyon er om nogen Real Madrids onde ånd i Champions League og slog blandt andet Kongeklubben ud i ottendedelsfinalen forrige sæson. Men i dag tilsmilede lykken spanierne, der vandt 3-0 på Santiago Bernabeu og er dermed videre til kvartfinalen med 4-1 samlet.
1. halvleg indeholdt blot en enkelt scoring, som faldt efter 37 minutters spil, da den brasilianske venstreback, Marcelo, gjorde det til 1-0.
Efter pausen satte Real Madrid for alvor tingene på plads. Efter 66 minutter øgede den tidligere Lyon-spiller, Karim Benzema, til 2-0 og ti minutter senere lukkede og slukkede Angel Di Maria med scoringen til 3-0.
Dermed er Real Madrid stadig med i kampen om at vinde det trofæ, de sådan længes efter i den spanske hovedstad.