Video : Tipsbladet
Champions League

Real Madrid-talent om Solari: Han minder om Zidane

For Borja Mayoral, der tidligere har spillet under Solari på ungdomsholdet, er der flere lighedspunkter mellem Solari og Zidane.

Real Madrid skiftede ud på trænerposten efter klubbens ydmygende nederlag på 1-5 til FC Barcelona i El Clasico. Her gik Julen Lopetegui ud af døren, mens klubbens tidligere ungdomstræner nu stod i spidsen for førsteholdet for de seneste tre sæsoners Champions League-vindere.

En af de spillere på holdet, der kender Solari særdeles godt, er Borja Mayoral, som for tiden er udlånt til Levante. Han har blandt andet spillet under ham i Youth League, og i et interview med den spanske sportsavis AS fortæller han om den stil, Solari har.

- Han er virkelig god. Han er mege tæt på alle spillere, så han minder meget om Zidane. Han er god til at styre holdet, hvilket altid er noget, som man forlanger i Madrid. Jeg er glad for ham, og jeg er godt tilfreds med, at klubben har tillid til ham, lyder det fra Mayoral.

Tidligere har Solari udtalt, at han regner med, at Mayoral sagten kan komme til at klare sig fint på Bernabeu, og det er ikke noget, som den udlejede spiller har glemt.

- Jeps, det husker jeg godt. Han sagde det efter en Youth League-kamp. Når en nuværende Real Madrid-træner har sagt sådan noget, så bliver jeg stolt, og det giver mig godt med selvtillid, siger Borja Mayoral.

Mayoral har spillet syv kampe for Levante i denne sæson, hvor det er blevet til et enkelt mål af den 21-årige spiller.