Rieks, Nielsen og resten af Malmö FF er videre til næste runde af CL-kvalen
Foto: Malmö FF
Champions League

Rieks, Nielsen og resten af Malmö FF er videre til næste runde af CL-kvalen

Svenske Malmö FF er videre i Champions League-kvalifikationen efter en samlet sejr på 5-0 over Kosovo-holdet Drita.

Den lange vej til Champions League er i fuld gang, og for den sydsvenske danskerklub Malmö FF lykkedes det tirsdag aften at komme et skridt nærmere, da de vandt med 2-0 over Drita fra Kosovo i returkampen.

Den første kamp var endt 3-0 til svenskerne, og dermed er de videre med en 5-0-sejr.

Sejren tirsdag aften kom med begge scoringer i anden halvleg, hvor først Carlos Strandberg gjorde de til 1-0 efter 55 minutters spil, hvorefter Eric Larsson sluttede det hele af med målet til 2-0 efter en times spil, hvor Kosovo-holdet forlængst var slået ud.

Med danske briller spillede både den tidligere EfB'er Søren Rieks og den forhenværende AaB'er Lasse Nielsen med i kampen. Førstnævnte blev dog skiftet ud efter 58 minutter. 

Dermed er den svenske mesterklub videre til anden runde ud af fire i Champions League-kvalifikationen. I næste runde skal Malmö på en meget sværere opgave, da de skal op mod de rumænske mestre fra CFR Cluj.

Cypriotiske APOEL er desuden overraskende tidligt ude af turneringen efter en samlet nederlag på 2-3 til Suduva fra Litauen.

Danske FC Midtjylland indtræder først i kvalifikationen i anden runde.